1965-1

GDS C4 - Pc 209 - C4

Denne noget apokryfe overskrift dækker over en højst usædvanlig jernbanevogns historie. »Usædvanlig« er idag et for mildt udtryk, da vognen er enestående, og når den nu havner i museumstoget på Maribo-Bandholm jernbane (for hvor skulle den ellers havne?), vil den være en attraktion: en tre akslet, åben dogsvogn, 85 år gammel.


GDS C 15 1879, mage til C 4.

Den er lige så gammel som Gribskovbanen, hvortil den blev bygget af Scandia i 1879. Det kunne synes at være fråds at sætte 3 hjulpar under en vogn, der kun måtte læsses med 10 tons (tara 4950 kg), men det havde nu sine grunde: det berømte grydespor, der trods alle anstrengelser fra baneafdelingens side havde ondt ved at ligge stille, når toget passe rede henover det. Og det var ret snævre grænser for, hvad man kunne byde et 17 kg spor med ret stor »grydeafstan« - rigtige sveller var der som bekendt kun ved skinnestødene. Man var ret fremsynet m. h. t. godstransporterne på GDS, som nogle af den tids jernbanekyndige ellers regnede med fortrinsvis skulle befordre brænde, bark, trækul og andre lettere skoveffekter. De forventede tunge transporter af teglværksprodukter udeblev ikke, og de udgjorde i en lang årrække en meget væsentlig del af GDS' godsindtægt, omend der allerede i 80'erne blev indrømmet fragtrabatter. Vognens hovedformål blev dog med tiden transport af ler fra Duemose til Hillerødsholm teglværk.

C 4 er bygget af træ næsten helt igennem. Akslerne kunne indstille sig radialt efter banens kurver, hvilket nok har været godt for det lette spor. Mærkværdigvis tolererede statsbanerne de treakslede vogne fra GDS, som havde 15 af disse, lige til 1903, men kun på sjællandske strækninger, da de ikke måtte vise sig på Storebælsfærgerne. De usædvanlige vognsider af tremmeværk erstattedes i 1915 af almindelig vognkasse, og således kørte vognene, der samtidig fik jernvanger, til omkring 1950. Ved omlitreringen 1920-24 fik den litra P 209. I 1953, da alle de resterende treakslede vogne udrangeredes, indrettedes P 209 som sprøjtevogn til ukrudtsbekæmpelse og fik samtidig litra Pc. Den var i brug så sent som eftersommeren 1964 og blev først demonteret i november. For flere år siden havde banens velvillige og forstående ledelse stillet DJK i udsigt, at vognen skulle tilgå klubben på meget favorable vilkår. Skønt dette efterhånden var velkendt blandt mange jernbaneinteresserede, forsøgte andre at købe den, men først i november 1964 tilgik den pludselig DJK som gave fra et af dens medlemmer med yderligere tilsagn om træ til de oprindelige tremmesider. Vognen afgik fra Hillerød sidst i november, dog ikke på egne hjul, da den skulle til Maribo. Der er »optaget« i Klampenborg for tiden!

Der er ingen tvivl om, at vort efterhånden erfarne arbejdshold vil få en fin vogn ud af Pc 209, og vi glæder os til at se den som C 4 med lysegrå tremmer, stafferede akselgafler og original påskrift.

Vi skylder Gribskovbanens forrige og nuværende ledelse tak for, at vognen er blevet bevaret og så godt vedligeholdt; den vil være et enestående minde om en særpræget banes første år.- P. Thomasen.