En jernbane, som de fleste jernbaneinteresserede kender af navn, er den østrigske Zillertalbahn eller »Zillertaler Verkehrsbetriebe«, som det rigtige navn er i dag. Fran Jenbach, hvor ZB mødes med de østrigske forbundsbaner, ÖBB, er der 31,7 km til endepunktet dybt i den smukke dal langs floden Ziller, den lille turistby Mayrhofen.

Byen Jenbach er nok værd at besøge for en jernbaneinteresseret. Her mødes 3 sporvidder, ÖBB's normalspor på strækningen Salzburg-Innsbruck, ZB's 760 mm smalspor og Achenseebahns 1000 mm spor med tandstangsystem Riggenbach. ÖBB-strækningen er elektrisk, ZB's drift afvikles næsten udelukkende med damp, og tandhjulsbanen har kun damplokomotiver.

Koncession på drift af en jernbane i Zillertal blev meddelt den 2. december 1899 ifølge Reichsgesetzsblatt nr. 237. Banen blev åbnet for drift i 5 tempi i tiden 20. december 1900 til 31. juli 1902. Den blev anlagt enkeltsporet med 18 kg/m skinner, og den maksimale hastighed blev sat til 25 km/t. Baneanlægget krævede ikke tunneler, men derimod krævedes to jerngitterbroer ved banens skæring med floderne Inn og Ziller. Stationen i Jenbach er beliggende 529,8 m over havets overflade, Mayrhofen 627 m o. h.

Efter åbningen af den sidste del af banen i 1902 bestod materiellet af:
3 tenderlokomotiver.
2 post-, pak- og togførervogne.
10 personvogne (tilsammen 310 siddepladser). 10 lukkede godsvogne.
10 åbne godsvogne.
I det første fulde driftsår, 1903, befordredes 121.218 rejsende og 17.025 tons gods. I 1962 var tallene 728.614 rejsende henholdsvis 67.305 tons gods. De fleste rejsende er turister på vej til og fra de kendte turiststeder i dalen. Godset er især magnesit, der ved magnesitværket i Ramsberg-Hippach (trinbræt med sidespor) læsses i særlige lukkede godsvogne, Gattung Gmag med pneumatisk tømning. Tømmer læsses i store mængder ved flere af banens stationer.

Til befordring af de rejsende findes i dag ca. 25 personvogne, mest 2-akslede.' Blandt de 4-akslede .findes nogle personvogne, der i 1956 ved banens foranstaltning ombyggedes fra åbne godsvogne til moderne personvogne med 1. og 2. klasse. Disse vogne er forsynet med indgang i midten, og den øverste halvdel af sider og gavle er næsten udelukkende vinduer; i tagets hvælvning er der vinduer hele vejen, således at de rejsende ikke går glip af udsigten til de smukke alper, der kranser Zillertal. En del af personvognene er små korte vogne fra banens åbning. I 1961 indsattes den første transportør til befordring af normalsporede godsvogne på Zillertalbanen. Transportøreme, der er af den »store« type, hvor hele den normalsporede godsvogn hviler på 1 transportør, kobles til togets smalsporede vogne ved hjælp af et langt rør. Dette rør er i hver ende forsynet med en slange, der tilsluttes togets vacuumledning. Tranportørerne købtes fra den tyske privatbane Hümmlinger Kreisbahn (strækningen: Werlte-Lahten), da denne bane i 1957 ombyggedes fra 750 mm sporvidde til normalspor. Transportøremes sporvidde ændredes af Zillertalbahns værksted.

Jernbanens materiel er siden åbningen i 1902 blevet forøget væsentligt. Oversigten over trækkraft i dag ser således ud:
Nr. 1 »Raimund« Krauss, Linz 1900 O-C-1 (T).
Nr. 2»Zillerthal« Krauss, Linz 1900 O-C-1 (T).
Nr. 3 »Tirol« Krauss, Linz 1902 O-C-1 (T).
Nr. 4 »Castle of Careinion« Borsig, Berlin 1939 O-E-O (T 2).
Nr. 5 »Gerlos« Krauss, Linz 1930 O-C-1 (T).
D 6 (dieselloko) Windhoff 1943 (ansk. 1956).
VT 3 (motorvogn) Warchalowski 1928 (ombygget 1953).

Lokomotiv nr. 4 blev købt i 1958 fra Salzkammergut Lokalbahn, hvor det havde SKGLB nr. 22. Det oprindelige lokomotiv nr. 4 »Gerlos« var bygget af Krauus, Linz i 1905. Det var et lille 1-B tenderloko, der var bygget til automatisk fyring. En stor tragt var anbragt i førerhuset, den fyldtes med kul fra førerhustaget. Apparatet har sandsynligvis ikke virket efter hensigten, lokomotivet ombyggedes til almindelig fyring. Lokomotiverne 4 (II) og 5 er navngivet 1964 af den engelske jernbaneklub: »The Welshpool and Llanfair Light Railway Preservation Society«.

Mit første møde med Zillerthaler Verkehrsbetriebe fandt ikke sted på en af ZB's stationer, men på endestationen for den ligeledes 760 mm smalsporede ÖBB-strækning i Krimml. Herfra skulle rejsen gå med post bus over Gerlospasset til Zell am Ziller station på ZE. Det var slutningen af sommersæsonen, så noget af postbussens rute kørtes af Zillertha1banen. Man var imidlertid slet ikke forberedt på så stor trafik - vi var 5 jernbaneinteresserede - turen blev kørt med et »folkevognsrugbrød«. Der var også andre rejsende, og det er heldigvis den eneste gang, jeg har været i et »rugbrød« med chauffør og 9 rejsende af normal størrelse. Heldigvis kunne bilens tag åbnes, så kunne 2 mand stå op. Undervejs skiftede vi til den rigtige posthus, der på vej ned ad passet mødte en flok får, der absolut ikke havde hastværk, der var kun et at gøre: vente til fårene havde bestemt sig. I sidste øjeblik nåede vi dagens sidste tog til Jenbach.

Næste besøg på banen startede i den »rigtige« ende, Jenbach. En køretur med persontog til Mayrhofen; de 32 km tilbagelagt på 1 time og 25 minutter. Turen tilbage foretoges med godstog, fremført af det store lokomotiv nr. 4. Det var et rigtigt arbejdende godstog med godt med rangering på alle stationer og sidespor. Ved afgangen fra Mayrhofen var der bare lokomotiv, pakvogn og personvogn, da vi ankom til Jenbach var vi oppe på 15 vogn ind. et par magnesitvogne og nogle små tankvogne. Turen med godstog varede omkring 3 timer.

Zillerthalbahns remiser og værksted er ligesom hovedkontoret i Jenbach. Der findes en lille remise til et lokomotiv i Mayrhofen, og møder man dagens sidste tog mod Mayrhofen, vil man på den venstre vandkasse foran førerhuset se en lille sirligt rullet forsyning af optændingsbrænde til hjælp, hvis det skulle knibe med ild under kedlen næste morgen.

Som de fleste andre baner omgås Zillerthalbahn med planer om overgang til dieseldrift, man vil dog holde et damplokomotiv køreklart til særlige udflugtstog. Imidlertid skal det dieselmateriel, der skal finde anvendelse på ZB være af kraftig konstruktion. Diesellokomotiv D 6 kan med sine 120 HK kun anvendes til rangering i Jenbach, og den dieselhydrauliske motorvogns kræfter (230 HK) rækker heller ikke til fremførelse, hverken af de store person- og eksprestog i turistsæsonen eller til de svære godstog. Et persontog med 10-12 vogne og evt. et par magnesitvogne bagest er ikke ualmindeligt. Zillerthalbahn har for nogle år siden købt et par brugte diesellokomotiver fra en industribane. Disse lokomotiver, der vil få nr. D 7 og D 8, er under ombygning på banens værksted. .

Mon ikke vi kan være sikre på, at banens slogan »MIT DER ZILLER THALBAHN IN DIE ZILLER THALER ALPEN« vil passe i mange år endnu, selvom vi nok må se i øjnene, at det i fremtiden bliver dieselmotoren og ikke dampkraften, der skal bringe de rejsende langs floden Ziller ind i Zillerthaler Alpen. - Poul Skebye Rasmussen.