1965-1
Redigeret af Svend Jørgensen I årets første nummer skal lyde en speciel tak til alle, der har ofret tid og arbejdskraft såvel ved restaureringsarbejderne som ved kørsel og rangering med vore lokomotiver i sommer - et job på ca. 14 timer, der nok kan gøre sin mand slap i knæene. Det er mit håb, at alle også har haft fornøjelse af deres indsats, uden hvilken vi ikke havde nået de resultater, vi i dag kan notere os. Også i den kommende sommer vil vi gøre alt for at fordele fornøjelserne i forhold til indsatsen, ligesom vi håber, det gode kammeratskab fortsat må trives. Rigtig glædelig nytår. Sv. J. Siden De sidst læste denne side er der sket store ting på arbejdsholdet - vi har hentet endnu et par gamle vogne, og de, der ikke fik sig meldt i tide, er gået glip af et par interessante, fornøjelige men også anstrengende ture. Lørdag den 21. november mødtes 10 mand i Hillerød, hvor GDS' sidste 3-akslede godsvogn, P 209 fra 1880, læssedes på en DSB-vogn ved hjælp af portalkranen og sammen med GDS' C 31 afsendtes til Maribo. C 31 er lejet ud til cafeteria-formål i Bandholm. Efter læsningen, der klaredes på knap 3 timer i alt, var der »pølsegilde« i Helsingør. Fredag-lørdag den 27.-28. november havde en del medlemmer en travl dag og nat med at hente en 100 år gammel vognkasse i Værløse. (Omtales andet steds i bladet). Vi siger tak til de medlemmer, der ofrede nattesøvnen og håber på lige så stor interesse, når vi senere kan gå i gang med selve restaureringsarbejdet. En særlig tak skal lyde til de flinke naboer, der dels underrettede os om den gamle vogn, dels serverede kaffe flere gange, ja så galt bød på pandekager kl. 1.30 om natten! (Vi sender et fripas for sommeren 1965). Redningsaktionen blev i øvrigt omtalt i Musikradioen. Onsdag den 16. december bragtes den i sidste blad omtalte kalkvogn fra F J på spor i Stubberup. Den venter nu på videre transport. Det har været nødvendigt at sætte hårdt ind på dels at erhverve disse sjældne vogne i tide, dels at få dem transporteret hjem, og det vil forstås, at der er arbejde til flere år - men yderst interessant arbejde. Vi beder DEM endnu engang overveje, om ikke DE kunne give et nap med? Det er jo altid betydelig morsommere selv at medvirke end blot at se resultaterne af andres arbejde. . . I Klampenborg går det støt fremad - der er forhåbentlig, når dette læses, indlagt lys i værkstedsvogn nr. log i A 1. Vi håber, at skydedøren i HHGB D l er monteret, og i C 20 er vi i fuld gang med at montere bænke og sætte skillerum op. Skal de 2 vogne i drift til sommer, er det imidlertid nødvendigt med en øget arbejdsindsats nu i de kolde måneder. HUSK, vi har både varme og lys derude og arbejder fortrinsvis indvendig. I Maribo er der udført et meget stort arbejde ved både »Kjøge« og nr. 5, og vi er så småt begyndt at samle »Kjøge« igen. Hjulsættene er på centralværkstedet for at få nye hjulringe og blive drejet af. Der forestår nu dels et stort malerarbejde, dels montering af gangtøj m. m. og endelig et omfattende kedelarbejde. Der er således lang tid endnu, inden vi kan begynde at tænke på trykprøve, endsige prøvekørsler m. m. Vi er mange, der er meget interesseret i netop lokomotivarbejde, men vil kan ikke være 25 mand om det lille lokomotiv, for det kræver for størstedelen faguddannede folk. Vi må derfor bede nye interesserede melde sig i Klampenborg, forinden vedkommende kan vente at deltage i det mere specielle lokoarbejde. Vi håber interesserede vil huske på dette og forstå det. Vort gemte, men ikke glemte loko nr. 6, der længe, grundet på de nødvendige arbejder og økonomien, har været stedbarn, må en tid endnu stå i skyggen af disse ting, men et par mand arbejder hjemme, dels plader til førerhus, ny skorsten m. m., som vi håber at kunne montere inden alt for længe. Vel mødt til arbejdet og fornøjelserne |