1965-10

Interessen for et eller andet emne er ligesom alt andet underkastet modens luner. Før krigen var der næsten ingen udover de ansatte ved jernbanerne, der interesserede sig for jernbanedrift. En mand, der gik rundt og fotograferede gamle privatbanetog blev i værste fald anset for spion og i bedste fald for småtosset. Dette ændrede sig totalt efter krigen, hvor interessen for jernbaner bredte sig som en steppebrand. Mange troede, at der kun var tale om et overgangsfænomen, men det har vist sig både i England, hvorfra smitten stammer, og andre steder, at interessen skulle brede sig mere år for år, hvilket også gælder her i landet, hvor der indtil for fem år siden kun var en lille trofast kreds omkring den daværende Dansk Model-Jernbane Klub og enkelte andre spredte interesserede, der endnu ikke havde fundet sammen.

Fra studiet af jernbaner og modelbanearbejde gjorde en kreds af engelske jernbaneentusiaster i 1951 springet til selv at begynde at drive rigtig jernbane, da 'The Talyllyn Railway Preservation Society overtag den døende smalsporbane mellem Towyn og Abergynalwyn i Wales. Meget få havde ventet, at de ville have været i stand til at bringe denne fuldstændig nedslidte bane med sine to 85 år gamle lokomotiver og sine rustspor i drift igen endsige få det til at blive et foretagende, der selv kunne betale sine omkostninger. Hvordan det gik, ved de fleste, Dg de, der ikke ved det, kan læse Rolts fascinerende bag "Railway Adventure" Dm en bedrift, der med sandhed kan siges at være et moderne eventyr.

Som ringe i vandet har interessen bredt sig, og i dag ser vi engelske jernbaneentusiaster både drive en godsbane og køre persontog for folk, der skal på arbejde, for ikke at tale om søndagenes og sommerenes veterantog. Samtidig har disse entusiaster vakt en almindelig interesse for jernbanerne hos store dele af det britiske folk, der ellers var blevet helt motorminded, og været med til at skabe en optimisme med hensyn til banernes fremtid, der adskillige steder har fået den lokale befolkning til at gå i gang med den opgave, det er selv at drive en bane, som de tungt og dyrt administrerede engelske statsbaner har måttet opgive.

På samme måde herhjemme. Allerede i 1959 forsøgte var redaktør E. B. Jonsen, der på daværende tidspunkt var medlem af klubbestyrelsen i den gamle modeljernbaneklub, at få denne klub ændret til en egentlig forening af jernbaneinteresserede, uden at dette dog lykkedes dengang. Samtidig begyndte to andre af vor forenings bestyrelse, Svend Jørgensen og Mogens Bruun, at arbejde på at skabe en veteranjernbane på en nordsjællandsk smalsporstrækning tilhørende et teglværk, en ide, der heller ikke var stemning for at støtte i den gamle modeljernbaneklub. På en række udflugter på privatbanestrækninger, arrangeret af de nævnte herrer Jørgensen og Brunn og tegner ved statsbanerne W. E. Dancker-Jensen, mødtes så en række personer med et interessefællesskab, ideen om en forening af egentlig jernbaneinteresserede tog form, et arbejdsudvalg nedsattes - og den 15. januar 1961 stiftedes Dansk Jernbane-Klub med det formål i al almindelighed at udbrede interessen for jernbanedrift og specielt at søge at redde, hvad reddes kunne af gammelt jernbanemateriel af historisk interesse.

På stiftelsesdagen kunne vi notere et medlemstal på 65 - og vi er nu snart 800. Det kan godt være, at der har været meget at kritisere ved Vore dispositioner i de forløbne fem år, men det bliver vist svært at nægte, at der er sket en rivende udvikling, fra vi startede i 1961 til i dag. I april 1961 havde vi skrabet de første to tusinde kroner sammen til at købe de to ældste vogne på Præstøbanen, i dag har vi 9 damplokomotiver, 2 motorvogne og over 30 vogne til en ophugningsværdi på langt over 100.000 kr., og besynderligt nok har det i gamle remiser, på sidespor, på pløjemarker, i børnehaver og i kolonihaver været muligt at samle et materiel, der virkeligt giver et billede af udviklingen på Danmarks privatbaner, siden disse påbegyndte driften for snart 100 år siden, ja, om det så er den første personvogn, der har kørt på en dansk privatbane og samtidig Danmarks ældste gennemgangsvogn, så står vognkassen nu på en fladvogn i Maribo og venter på at blive sat i drift på ny på Bandholmbanens 100-års dag.

Det er mange, vi har at takke for successen med Museumstoget, men først og fremmest er det hele Lollandsbanens ledelse med stiftsamtmand Lundsteen og direktør Brandt i spidsen, en lang række af Lollandsbanens medarbejdere og så de snart utallige medlemmer, der har fungeret som lokomotivførere, fyrbødere, banearbejdere, bremsere, smede, malere, snedkere, toilet rensere og jeg ved snart ikke hvad. J a, om det så er Thomassen, foreningens sekretær, har jeg set ham arbejde, da han en dag rettede en lidt skæv postvogn op ved at sætte en skulder mod taget i det ene hjørne. Museumsbanen - eller "Museumstoget", det navn "turistfolket" ynder at benytte - har i sig selv været en stor fornøjelse for alle de, der har været beskæftiget på den, og alle de, der har kørt med den, men den har jo haft langt større betydning for os end som så. Den har været vor gratis reklame og vort blikfang udadtil og har skaffet os lige så meget omtale i pressen som selveste statsbanerne. Gennem overskuddet på den og den good will, den har givet os, er vi blevet i stand til at købe stadig nyt materiel, udgive nye bøger og fremstille et - synes vi selv - helt godt tidsskrift.

Vi har haft mange mere eller mindre forfløjne planer i de år, der er gået, og vi har endnu flere nu i dag. Vi ligger i forhandlinger med både Stiftsmuseet i Maribo, sukkerfabrikkerne og Knuthenborg gods om at redde en stump roebane, når disse nu standser, og vi har godt håb om, at dette vil lykkes. I Jylland vil vi gøre, hvad vi kan for at redde godsbanen fra Mariager til Fårup, for vil ingen anden påtage sig at drive den, ja, hvorfor skulle vi så egentlig ikke kunne gøre det.

Hvor har vi egentlig haft mange sjove timer i de fem år, der er gået, og samtidig har vi også både lært en mængde andre med samme interesse at kende og lært ikke så lidt mere om jernbanernes problemer, end vi vidste tidligere. Vi har hørt foredrag af trafikhistorikere og praktiske jernbanefolk om mange ting, som det var vanskeligt at tilegne sig blot gennem læsning, og vi ,har været på udflugter over det ganske land lige fra Løkken til Nysted, ja, vi har efterhånden også udstrakt vore ekskursioner til Smålands ødemarker og de flade moseegne i Mecklenburg og Pommern, og hvem ved, om vi ikke næste år kan komme længere endnu, hverken Norge eller Polen ligger jo så forfærdeligt langt borte.

Vi har haft kontakt med næsten alle danske baneselskaber og med jernbaneforeningerne i vore nabolande. Forholdet har været godt til dem alle, ligesom vi gennemgående indbyrdes er kommet godt ud af det. Naturligvis har vi haft stridigheder, ellers var det jo en forening af helgener, men de fleste er da blevet bilagt uden større skår i venskabet. Udadtil har vi haft lidt stridigheder med den nye ledelse af Dansk Model-Jernbane Klub eller Jernbanehistorisk Selskab & Dansk Model-Jernbane Klub, som klubben nu hedder, og som det vil fremgå andetsteds i tidsskriftet er et forsøg på en kontakt mislykkedes, uden at vi synes, det er vor skyld. Jeg er dog overbevist om, at vi en skønne dag vil få et samarbejde i gang. Nu må blot konstateres, at d'herrer Lindstrøm og Steffensen gjorde et stort arbejde, og at de i hvert fald er uden skyld i, at mæglingen mislykkedes.

Vi har konsolideret foreningens økonomi, og til trods for, at vi har købt to damplokomotiver i år, er vor gæld mindre end ved årsskiftet end forrige år. Der trænger sig imidlertid meget store udgiftsposter på i det nye år, og vi må samle alle de penge, vi er i stand til. I 1966 nedlægges en lang række privatbaner, og der vil blive et ganske betydeligt udbud af jernbanemateriel. Det betyder igen, at det er absolut sidste chance for at erhverve det materiel, vi endnu mangler for at have en virkelig repræsentativ samling af, hvad der har kørt på Danmarks privatbaner. Vi skal have penge til OKMJ nr. 14, og vi skulle gerne have nogle vogne fra de fynske privatbaner, dels til kørsel, dels til anvendelse for opbevaring af arkivalier. Vi har for fem år siden bedt om at komme i betragtning, når Vestsallingbanens M 1 med bivogn skulle sælges og har fået løfte om at få besked, når dette skulle ske. Nu skal banen nedlægges, og vi skulle gerne kunne købe disse to vogne. Vi håber også at kunne indrette et museum i Maribo remise. Det koster. penge, og samtidig er det uomgængeligt nødvendigt, at vi enten får bygget vognhaller til de ældre vogne eller i hvert fald køber svære plastic presenninger til disse. Vi mener, at foreningens kontingent - 15 kr. om året - er tilstrækkeligt på lang sigt og vil af hensyn til de, der har dårligt råd, nødigt sætte det op, men i år må vi have flere penge. Altså endnu engang og forhåbentlig snart den sidste beder jeg alle de, der har råd. at give et lille ekstra beløb. Hvis man giver 100 kr., kan det trækkes fra på selvangivelsen, og gives de inden 1. januar 1966 endda allerede til januar. Synes De ikke, at foreningen kunne have fortjent i hvert fald et lille tilskud i anledning af "jubilæet"?

Men nok om det. Bestyrelsen ønsker alle vore medlemmer og alle de, der har hjulpet os, en rigtig hjertelig tak for samarbejdet i de fem år, der er gået og håber, at det vil gå lige så godt i de næste fem.
Birger Wilcke.