Udflugten den 18/6 1961 var arrangeret i samarbejde med "Jernbanebladet" og udflugten den 11/10 1964 med "Odense Modeljernbane Klub". Nordjyske afdeling har arrangeret udflugter den 12/9 1964 (HBS), 23/5 1965 (MFVJ) og 10/10 1965 (SVJ). Der har været arrangeret visse "halvofficielle" udflugter, bl.a. den 9/6 1963 (KRB), og endelig bør nævnes "arbejdsudvalget"s udflugter den 22/3 1959 (KB), 26/6 1960 (0SJS) og 18/9 1960 (HFHJ).

På dette sted er der grund til at takke de utallige medarbejdere i statsbanernes 1. og 2. distrikt, ved privatbanerne, Statens Järnvagar og Deutsche Reichbahn, der altid viste stor imødekommenhed vel nok med en del hovedrysten - når vi fremkom med vore "turønsker". Glemmes må heller ikke de mange i driften - alle tjenestegrene er jo som oftest engageret - der har gjort deres til, at udflugterne blev vellykkede. (EBJ) .

Et af foreningens medlemmer skriver om:

Tilbageblik på foreningens udflugter. Da jeg har deltaget i næsten samtlige udflugter, arrangeret af DJK, er jeg blevet anmodet om at give mit bidrag til dette festnummer af tidsskriftet. Bestyrelsen har lovet mig frit lejde, hvis jeg skulle komme for skade at støde lidt til dens medlemmer!

Min interesse for jernbaner og jernbaneudflugter i al almindelighed bragte mig allerede før foreningens dannelse i forbindelse med de kredse, der gav sig af med sådant, og jeg nåede da at deltage i en tur på Kalvehavebanen kort før den lukkede, og jeg erindrer tydeligt, at en kendt person udbragte et "leve" for denne bane, der da var på gravens rand. Efter sigende tabte lokomotivet skorstenen dagen efter.

Da DJK blev stiftet og alt kom i faste rammer, blev der arrangeret den ene uforglemmelige tur efter den anden, og de mislykkede eller blot mindre vel forløbne ture kan tælles på fingrene på den ene hånd.

I begyndelsen, da foreningen ikke havde den fornødne erfaring i udflugtstilrettelæggelse, udsendtes nogle ejendommelige programmer, der indeholdt en mængde bestemmelser for de fotograferendes optræden, fløjtesignaler fra lokomotivet, frem- og tilbagerykninger, strenge pålæg om både dit og dat og de grufuldeste trusler om "bandlysninger", hvis man kom i vejen fol' fotograferne. Til gengæld blev der lokket med bøf med sovs og kartofler til stor beroligelse for de, der ikke havde tænkt sig at spise den uden.

Da jeg ikke selv er nogen habil fotograf eller synderligt interesseret i fotografering, har det ofte moret mig at betragte den sværm af fotointeresserede, der ved hvert fotostop styrter ud af toget og op eller ned ad skrænter og gennem plørede marker for at få toget på rigtigt skudhold. Utallige er de forcerede pigtråd s- og andre hegn, der ofte viste sig at være strømførende til stor fornøjelse for os, der blev i togene. Utallige er de kreaturer, der har fået deres livs største chok ved synet af et prustende damptog og derefter en flok "cowboys" med 2-3 kameraer dinglende om halsen invadere deres hjemlige marker. Ingen af deltagerne i den skønne tur på Bryrupbanen glemmer de stakkels køer, der blev så forskrækkede over toget, at de sprang i den nærmeste sø, hvor de blev stående med tilbagelagte øren, til det var langt borte igen. Eller på turen på Løkkenbanen, hvor køerne fik stress, væltede indhegningerne og løb helt hjem i stalden. Men det er ikke blot firebenede væsener, der har haft nogle urolige dage i anledning af DJK's udflugter. Kroværter og restauratører har også fået deres sag for, når DJK satte værtshuset på den anden ende på årstider, hvor kun det ugentlige bal kunne samle et større antal mennesker. Husker De den fantastiske tur på Horsens Vestbaner, hvor 80 turdeltagere væltede ind på hotellet i Brande en januardag? Og en af byens borgere højligt forundret spurgte værten: Kresjan, hwa æ dou dæ for en ræ'lighed?"

Apropos HV-turen. Mon ikke denne står for de fleste turdeltagere og velsagtens bestyrelsen med som en af de helt uforglemmelige ture? Man havde været så fornuftig i forvejen at bede interesserede sende et brevkort om eventuel deltagelse, inden man kastede sig ud i et voveligt arrangement en januardag. Det gik over al forventning, og så vidt jeg husker, var der over 110 deltagere. Som så ofte var vejret uhyggeligt både før og efter turen, men på selve dagen var det næsten forårsagtigt, mildt og solrigt. Helt elendigt vejr husker jeg kun fra ture på Fyn og navnlig fra dampturen på Nærumbanen. På sidstnævnte var det dog ikke den største ulykke, for da havde DJK jo ikke lokket 70 medlemmer over Storebælt! Også ture i snevejr har vi haft, nemlig med en C-maskine på Hareskovbanen. Den tur husker jeg navnlig, fordi foreningens sekretær, P. Thomassen, trods sin adhæsionsvægt røg på enden ned af en skrænt medbringende en busk, hvis rødder ikke kunne "holde bremsen".

Det er dog ikke blot de indenlandske ture, der rummer så gode minder om både vellykkede og interessante ture. Tænk blot på turene til Bad Doberan, Rügen og andre steder i Østtyskland, hvortil det ville være uhyre vanskeligt for enkeltpersoner at komme. Der må være gået fantastisk mange forhandlinger forud for sådanne arrangementer, og DJK må være meget velanskrevet på højeste steder i DDR, siden alt har klappet og deltagerne er blevet mødt med sådan velvilje overalt. Jeg skal aldrig glemme Gedser-paspolitiets øjne, da de opdagede, at det skulle til at fotografere 130 pas i stedet for de sædvanlige ti, eller den legendariske "operation pasuddeling" i Warnemünde, hvor der heldigvis var lige så mange pas som deltagere, eller rr.orgenbordet med rundstykker, der enten krævede nøddeknækker eller meget nye tænder.

GDS nr. 11 gik på gulvet, da vi forsøgte at benytte "militærsporet" mellem GDS og HHGB på Gilleleje station. (25/3 1962). Foto: P. Thomassen.

Mine bekendte har spurgt mig, hvad det dog er for nogle mennesker, der finder behag i at rumle i et gammelt tog en hel dag, og jeg har hver gang kunnet svare: Alle typer. Naturligvis mest jernbaneinteresserede, men også naturelskere og navnlig foto interesserede, og sidstnævnte udgør mindst halv-delen af turens deltagere. Jeg husker fra Præstøturen, at en fremmed spurgte en af de fotograferende, om det var en fotoklub, der var på udflugt, for han var selv medlem af en sådan. men han havde aldrig set en sådan iver som på vor tur! Men der dyrkes også mange andre interesser på turene; det er ikke småting, der noteres i lommebøger af vognnumre, fabrikater, mål og vægt til brug for modelbygning. Og samlere til næsten alt muligt ses også på turene. I begyndelsen, da jeg ikke kendte "den faste stok" af deltagerne, lagde jeg mærke til en meget høj og svær herre, der søgte efter noget på jorden på stationerne og samlede adskilligt op. Jeg regnede ham for en skodsamler, selvom han egentlig ikke så ud til at savne rygelse. Det viste sig at være sekretæren, der samlede billetter op, hvad han efter sigende har gjort lige så længe, han har kunnet gå. DJK's formand kender deltagerne bedst på hans charmetrolde af børn, der snart blev tog-minded.

Der kunne skrives bøger om DJK's udflugter, og det ender såmænd også nok med, at der en skønne dag som nr. 72 i DJK's bogserie kommer et hæfte med titlen: "Baner, DJK nedlagde". I dette må Køge-Ringsted Jernbane have førstepladsen. Foruden den officielle tur på KRJ var der en uofficiel tur, hvor DJK faktisk var med til at fjerne en del af banen. Den tur glemmes aldrig! DJK havde "lånt" banen en søndag efter nedlæggelsen, da der var købt forskelligt (et trinbræt m. v.), som medlemmerne selv måtte fjerne. En motorvogn og en godsvogn, befordrende en del arbejdsvillige medlemmer, der svært bevæbnede med alskens værktøj kørte ud ad banen som et andet spøgelsestog, vakte stor forundring og skræk blandt beboerne langs sporet, som aldrig havde regnet med at se tog der mere. Flere steder var der sat trådhegn tværs over sporet; det tog motorvognen med i farten og hegnspælene med, til de af sig selv drattede af nogle hundrede meter længere fremme. Da man kom tilbage efter endt togt, var hegnspælene minsandten plantede igen, og så tog motorvognen dem med i modsat retning, medens lodsejerne stampede i jorden med armene rakt mod himlen. Små røde grænsepæle, der var sat i sporet som mærker for solgte grundstykker, blev af motorvognen lagt ned med en pudsig lyd som af knækkede tændstikker. Næsten synd var det for en stakkels ged, der stod bundet til skinnerne ude ad Ringsted til. Da motorvognen nærmede sig, troede den, at dens dage var talte, men motorføreren nænnede selvfølgelig ikke at tromle den ned som alt andet, der stod i vejen for toget. Nogle kraftige stød i hornet (motorvognens) gjorde geden helt forstyrret og hidkaldte dens ejer, der fik den befriet, men "Mads" var nu helt rebelsk og halede sin ejer hovedkulds i grøften. Turen skal have været lige uforglemmelig for deltagerne som for togpersonalet; med sådan togtjeneste var det ingen sag at være jernbanemand. Efter fotos at dømme, lignede hjemtransporten grangiveligt et cirkustog!

Det vil føre alt for vidt at fortælle om alle turene, selv om det var fristende. Hver tur har haft sine uforglemmelige oplevelser, alle af interessant fornøjelig art. Sverigesturene husker vi for de usædvaneligt skønne naturoplevelser og for den besynderlige frokost; Gribskov- og Hornbækbanen for det for banerne noget besværlige intermezzo med afsporingen på Gillelejes forbindelsesspor, hvis sveller havde samme konsistens som ost; turen med P-maskinen til Rødby Færge, hvor en deltager tankeløst stod op i lokomotivets tender, da toget kørte frem for fortografering (han var nær blevet lychet); turen på Amagerbanen, hvor lokomotivet punkterede i Syrevej og forlod os for at komme hjem igen, inden vandet slap op, hvorefter motorlokomotivet hentede os til resten af turen - og sådan kan man blive ved.

Det er her på sin plads at rette en tak til DJK for dens virksomhed som ”bureau for fornøjelsesrejser”, og jeg tror , at jeg skriver på mange andre tilfredse turdeltageres vegne. Vi håber, at DJK fremover vil arrangere mange lige så gode ture, om end det jo stadig bliver vanskeligere at finde baner at køre på, og da navnlig med damp, efterhånden som mange strækninger nedlægges. Men vi har da altid Museumsbanen at falde tilbage på!
Tur-fan