Blandt de midler, men de sidste gange har grebet til, når statens finanser var ved at forværres, har været forhøjelse af jernbane- og posttakster. Dette kan måske være en god idé for så vidt angår det sidste, hvor staten her et monopol, men det turde være lidt mere tvivlsomt, om ideen er slet så god, hvor det drejer sig om banetaksterne. For at tage et eksempel, så koster i dag en returbillet fra København til Maribo 42,50 kr. eller i forhold til landevejsafstanden 16,3 øre pr. km. Er man to personer, der rejser sammen, bliver udgiften 32,6 øre, og er man tre personer 48,9 øre. Sammenligner man den prisen det koster at køre i egen bil, ja, så vil udgiften hertil, hvis man anvender en mindre vogn og kører 20.000 km om året, være ca. 27 øre pr. km, således at det altså er billigere at køre med toget, hvis man er alene, men ikke hvis man er to personer. Regner man kun med de direkte udgifter - benzin, olie og gummi koster det ikke mere end godt det halve af, hvad en dobbeltbillet til toget koster, at bruge sin egen vogn.

Regner man med, at toget kun anvendes af personer, der ikke selv har bil, er det givet, at kun en ringe brøkdel af de rejsende falder bort fordi man yderligere forhøjer priserne, men da man må påregne, at en stor del af banernes kunder er bilejere, kan forholdet antages at være et ganske andet. Spørgsmålet bliver da, om banerne kan til lade sig at se bort fra bilisterne som kunder, og dette må formentlig besvares med nej allerede nu, og endnu mere i fremtiden. En nylig foretaget beregning af, hvorledes gennemsnitsdanskeren bruger sine penge, udviste, at denne brugte 8,5 pct. til transport, og her hovedsagelig egen bil, medens han kun brugte 7,9 pct. til boligen. Dette kan fore komme tåbeligt, men er ikke desto mindre en realitet og viser til fulde, hvor fantastisk stor rolle ønsket om egen hl! spiller for størsteparten af befolkningen. Med den udvikling i transport vaner og velstand, der har været de senere år, må man derfor påregne, at alle, der er i stand til at få kørekort, og som har en blot nogenlunde normal indtjeningsevne, i løbet af en halv snes år vil have egen bilag regne denne for en livsnødvendighed på, samme måde som fjernsyn og radio allerede er det, men i så fald står banerne overfor, at deres priser skal sammenlignes med de direkte udgifter, en bilejer vil have til at bruge egen bil, medens de faste udgifter til bilen er noget, han under alle omstændigheder skal afholde. Står man derfor overfor valget mellem at skulle tage tog eller bil, når man skal på forretningsrejse eller ferierejse, ja, så vil det, selv hvis man skal rejse alene, være en luksus at tage toget til 16,3 øre pr. km i stedet for bilen til mindre end 10 øre pr. km, og er man flere personer i ,familien, bliver det naturligvis værre endnu. Jo højere man sætter priserne op, des flere vil man derfor alene af økonomiske grunde tvinge til at bruge bil, selv i tilfælde, hvor de meget hellere ville køre med toget. Skal DJK f. eks. sende tre mand til Maribo en weekend om sommeren, så er forholdet allerede i dag det, at vi kan leje en vogn til godt 100 kr., medens tre returbilletter koster 127,50 kr. H ar en af de tre egen vogn, ja, så har han fået god betaling, hvis han får 50 kr., og vi har sparet godt 75 kr.

Drejer det sig om privat banerne, er forholdet endnu mere grelt. Et par eksempler fra nordsjællandske baner vil belyse det. På Gribskovbanen fra Hillerød til Gribsø betaler man for en enkeltbillet 2,20 kr. for 7 km, eller 31 øre pr. km, og for en dobbeltbillet 3,00 kr., eller 21 øre pr. km. På Hornbækbanen har man endda yderligere rekord. Fra Helsingør til Skibstrup, 9 km, koster en enkeltbillet 3,00 kr. og en dobbeltbillet 5,10 kr., eller hhv. 33 og 28 øre pr. km. Hertil kan naturligvis svares, at man f. eks. på den sidstnævnte bane til gengæld har nogle særdeles billige månedskort og skolekort, men hertil kan jo så igen svares, at disse kan banerne ikke leve af, da det netop er de øvrige rejsende, der skal betale for de billige kort.

De planer, der har været fremme om at forhøje taksterne med 10 pct. eller at sløjfe weekend-billetterne, kan derfor nemt blive yderligere en pind til banernes ligkiste, i stedet for en støtte til disse. Ved at gøre det at rejse med tog til en urimelig luksus for det bilejende flertal fremmer man let en udvikling som den, der er foregået i USA, hvor alle enten kører i egen bil eller, hvis dette ikke er praktisk, tager busserne, der er langt billigere end banerne. Med det trafikkaos, vi har på vore veje, kan dette næppe være noget ideal, og særligt kan det ikke være velovervejet ved afskaffelse af weekend-billetterne at tvinge folk til at bruge bil i stedet for tog, og derved yderligere overfylde udfaldsvejene.

Man man ikke, både for - på lagt sigt - at støtte banernes økonomi og for at støtte rationel fordeling af trafikken på de trafikmidler, der står til vor rådighed, burde nedsætte taksterne i stedet for at sætte dem op.

»The Times of India« bragte i et af sine sidste numre den tegning, der står over disse linier. Det var måske på tide, at man her i landet, i sin økonomiske rekonstruktionspolitik, forsøgte at køre lige så hurtige som nu, men i den modsatte retning.

Birger Wilcke.