1965-4

Af Stig Thoke-Jensen.

I slutningen af 1964 overtog Dansk Jernbane-Klub (som nævnt i bladets nr. 1/65) Skandinaviens - måske verdens - ældste, køreklare diesellokomotiv fra Lollandsbanen, hvor det var hensat og stod for ophugning.

Man havde i vor forening længe været interesseret i at overtage dette lokomotiv, så man kunne indlemme det i den efterhånden ret anselige samling af lokomotiver og vogne, der findes ved Museumsbanen, og hvor man netop savnede forløberen for vore dages kraftige MY- og MX-lokomotiver. Imidlertid kneb det for os at skaffe midlerne til anskaffelsen, men så trådte det store svenske firma ASEA hjælpende til og bevilgede hele købesummen, kr. 5000,--, til erhvervelse af lokomotivet.

Diesellokomotivet er bygget i 1921 med byggenummer 16 i Vasterås i Sverige af firmaet "Diesel

Elektriska Vagn AB", et datterselskab af ASEA. Vognkassen er af træ med udvendig teakbeklædning. De fire aksler er grupperet med to ved hver ende, men ikke i bogier, derimod ophængt i fjedre direkte på vognkassens vanger, det er det såkaldte "lænkeaksel"-arrangement, som man havde valgt for at gøre lokomotivets vægt mindre, et arrangement, man dog igen har forladt, idet den nye type lokomotiver er for stive og således for hårde ved banelegemet. Motoren er en 6-cylindret 4-takts svensk Atlas-dieselmotor med luftforstøvning, den yder 120 hk ved 500 omdr./min. og har en boring på 200 mm og en slaglængde på 245 mm. Da lokomotivet vejer 34 tons, kan det nok synes, at 120 kh ikke står i forhold hertil, men det var jo også et af de allerførste forsøg og viste sig iøvrigt at være så vellykket, at det har kørt på Lollandsbanen helt til 1958.

Til dieselmatoren er direkte koblet en ASEA-generator, som afgiver max. 440 volt til de to banematarer, der gennem en tandhjulsudveksling driver de to yderste aksler.

Lokomotivet blev ikke bygget til nogen bestemt bane, men til udlejning til forskellige svenske privatbaner, hvor det kørte i to år, indtil det i 1923 tilgik Lollandsbanen, der efter et lejemål fra 12. april til 30. september formedelst kro 10.885,- købte det. At der har været god brug for det, fortæller statistikken naget am. De første 10 år (1923-33) kørte diesellokomotivet 835.000 km, deraf 87.000 km på Nakskov-Kragenæsbanen i årene 1923-26, og det var også indsat på Torrigbanen, efter at denne banes ene motorvogn brændte.

Efter krigen har det fremført adskillige tog på Maribo-Bandholmbanen.

I 1936 passeredes 1 million km, og noget tyder på, at de 2 millioner km passeres ved kørsel med Museumstogene.

Pressen har allerede gjort dette veltjente ASEAdiesellokamotiv kendt i såvel ind- som udland, og foreningen kan glæde sig over forskellige firmaer, der allerede har hjulpet eller givet tilsagn om gratis eller billige materialer til istandsættelsen; således har "Holeby Dieselmotorfabrik" istandgjort og fyldt luftflaskerne uden beregning.

De sidste år, indtil lokomotivet blev hensat i 1958, kørte det næsten udelukkende på strækningen Maribo-Rødby havn, og da man må forudse, at der i den kammende sæson vil komme mange turister sydfra til Lolland, håber vi, at det vil være muligt at gennemføre nagle tog på denne strækning, som endnu er åben for godstransport, med diesellokomotivet, der vil være en seværdighed for mange jernbane- ag motorinteresserede både i ind- og udland.

Foruden det her omtalte diesellokomotiv blev der fra ASEA (DEVA) leveret et tilsvarende lokomotiv til Helsingør-Hornbæk-Gillelejebanen. Dette loko har byggenummer 17 ag er således bygget næsten samtidig med det, der nu er overgået til Museumsbanen, og den eneste forskel, der er på disse lokomotiver, er at sidstnævnte i stedet for lænkeaksler er udstyret med bogier. Det blev også bygget til udlejning til forskellige privatbaner, bl. a. har det kørt en del på Göteborg-Särö Järnväg. Fra en ingeniørudstilling i Göteborg kom det til Hornbækbanen, først lejet for 100 kr. om dagen, senere købt. De sidste år er det kun undtagelsesvis anvendt, men det er dog stadig driftklart, hvilket det viste ved i november 1964 at fremføre vort særtog på HHGB.

I 1924 blev der has Scandia i Randers licensbygget et DEVA-lokomotiv til Amagerbanen, som anvendte det til både person- og godstog indtil 1938, da persontrafikken på denne bane blev indstillet. Herefter fremførte det en del mindre godstog. Lokomotivet blev ophugget i 1946.

Lollandsbanens M 1 på Maribo station. Foto: Ib John

Hillerød-Frederiksværk Jernbane købte i 1926 en DEVA motorpersonvogn, der er bygget 1925 til Oxelösund-Flen-Västmanland Järnväg (nu en del af TGOJ). Denne motorvogn, der vejer 31 tons, havde 50 siddepladser og var udstyret med en svensk Atlas-dieselmotor, der ydede 90 hk ved 580 omdr./ min. og havde 6 cylindre med boring 164 mm og slaglængde 186 mm. Den anvendtes i regelmæssig drift til slutningen af 50'erne og er nu rangermaskine i Frederiksværk, dog med den anden motor.

Det var omkring 1911, man hos ASEA påbegyndte produktionen af disse motorlokomotiver og -vogne. Man var klar over, at mange småbaner havde problemer med trækkraften. Nok havde man små og lette damplokomotiver, men de var forholdsvis dyre i drift, da de krævede 2-mands betjening og lang tid fra optænding til de var køreklare, og de såkaldte "dampvogne" med de små og ofte komplicerede dampmaskiner kom tit ud for driftsforstyrrelsr, så da forbrændingsmotoren ved denne tid var blevet forholdsvis driftsikker, fik man den tanke at anvende den som kraftkilde.

Gennem sine store leverancer til svenske sporveje og en del privatbaner i begyndelsen af århundredet havde ASEA fået erfaring i elektrisk sporvejs- og jernbanedrift, og nu skulle dieselmotoren levere elektrisk strøm, som skulle drive banemotorerne, og man fik så et elektrisk lokomotiv, der ikke behøvede nogen kontaktledning. ASEA indledte et samarbejde med "AB Atlas Diesel", for hvem det var lykkedes at konstruere en mindre og mere hurtiggående dieselmotor, end man tidligere kendte fra de større, stationære motorer. I årene indtil 1939 blev der ialt bygget 54 DEVA-lokomotiver og -motorvogne, og derefter kom skinnebussen og overtog den lettere persontrafik.

ASEA's leverance af rullende materiel har dog hovedsagelig været til elektriske jernbaner, og disse leverancer tog sin begyndelse i året 1891, da man leverede et mindre industrilokomotiv. Den første elektriske motorvogn for vekselstrømsdrift blev leveret i 1907, og den havde 2 motorer på 20 hk. Der er her sket en rivende udvikling, når man tænker på at ASEA-lokomotiver i dag trækker Europas tungeste tog på malmbanen fra Kiruna til Narvik. Disse lokomotiver, der er på 5000 hk, kan med en togvægt af 3100 tons klare en 10 promille stigning med en hastighed af 40-50 km/t, men det er jo en hel anden historie, som vi senere kan vende tilbage til.