1965-6

Der var en gang et lille tog, som i det gængse, danske sprog bar kælenavnet "Grisen".

Så ynkeligt og trist den skreg, og det var for dens dyder ej, når den kom i avisen.

Når Lyngby-Vedbæk-banens tog passerede Gasværksvejen i Lyngby, gav lokomotivet et vældigt langstrakt fløjt fra sig. Det kunne høres vidt omkring. Det kunne også høres helt ned til Gjentofte, hvor en dreng - 14 år gammel - ivrigt lyttede til det og blev draget til det lille tog. Fløjtet havde imidlertid en anden betydning end bare at vække drenges interesse, dets egentlige hensigt var at meddele ledvogteren ved overskæringen af Lyngbyvejen, at nu nærmede toget sig. Manden - eller konen - spændte lange kæder ud over vejen og satte et rødt flag i en trekantet fod, der stod midt på landevejen, som den endnu dengang var, stillede sig ved siden af deres lille hus og løftede en arm i vejret som tegn på at alt var i orden, og toget kom så kørende frem.

Da trafikken på Lyngbyvejen voksede, blev man nu mere forsigtig. Toget standsede næsten helt, og en togbetjent sprang af og løb hen foran maskinen og gik så foran dette svingende med en stor klokke. Så vidt vides, skete der kun få uheld ved denne ellers farlige overskæring.

Men drengen og toget lærte hinanden nærmere at kende. Han fik lov at køre med! Alle drenges drøm dengang, at få lov til at stå i rejsegodsvognen og køre med hele strækningen fra Lyngby til Vedbæk og hjem igen. Han var med til at føre togets lister over tider og antallet af rejsende. Han udleverede pakker og gods fra rejsegodsvognen. Han kunne kigge i den lille mærkelige trekantede rude, hvor man kunne se både frem og tilbage langs linien. Det går vel nok at fortælle, nu da der er gået et halvt hundrede år, at når toget nærmede sig Nærum station, hvor driftsbestyreren boede, bad konduktøren drengen om at gå ind i personvognen, for at driftsbestyreren ikke skulle opdage, at han var med som en slags blind passager.

Toget var ikke langt. Det bestod på hverdage af en rejsegodsvogn og en personvogn. Til tider - især om sommeren - kunne der være to personvogne, men som oftest var der kun en. Man brugte skiftevis den fine lange grønne bogievogn eller en lille rød to-akslet. Om søndagen kunne der være hele tre personvogne i toget. Mange rejsende var der nu heller ikke, flest til Ørholm og Nærum, men banen var også bygget for - og baseret på fabrikkerne i Brede og Ørholm, og dens godstog kunne være helt imponerende.

Man husker så mange ting fra disse fjerne tider. Der var den rare konduktør Danielsen med det

store venlige ansigt, han kunne tale så hyggeligt med drengen, og der var Andersen - den lille Andersen, som han kaldtes - han var lidt mere skrap i munden og sammenbidt i ansigtet, men også han forstod, at det kunne være en drengs store vidunderlige oplevelse at køre med.

Den helt store lykke var det at sidde i en bremsekupe på en lukket godsvogn i godstoget til Ørholm. Når man kom til stationen der, puffedes vognene ned til papirfabrikken. Sporet lå på en skråning, og vognene løb så af sig selv ned på læssesporene der var to - i fabrikken.

Stationer var der ikke mange af. Der var faktisk kun en - den i Nærum, men der var så til gengæld de pynteligste små rødmalede læskure i Smede bakken, Fuglevad, Brede, Ørholm og Frydenlund. I Ravneholm og Rundforbi var der blot en hvidmalet bænk og et skilt med holdestedets navn.

En meget stor dag var det for drengen, når hans skole på den årlige skovtur - der endte i Ørholm skulle hjem med toget fra denne station. Den store bogievogn, den der særligt brugtes om søndagen, var koblet bag på toget, og driftsbestyreren, der selv var gammel elev af skolen, var taget med ned til Ørholm og modtog sin gamle skole, ja, han tog endog en at lærerne under armen, og han fulgte med - helt ned til Lyngby.

Det var for os som en kongelig modtagelse! For øvrigt kørte også kongelige personer med banen. Dronning Alexandrine kørte undertiden, når den kongelige familie boede på Sorgenfri om sommeren, fra Fuglevad til Vedbæk.

Jo, der kørte både høje og lave med den lille bane!

Var der nogen poesi ved banen? Ja, det var der endda på mere end en måde. Der var - som allerede nævnt - oplevelsens poesi - spændingen ved at køre med toget og så at sige se banen fra dens indre side, d.v.s. ligesom være med i driften. Og så var der de skønne egne, den kørte igennem. M ølleådalen fra Smede bakken til Ørholm, hvor man kørte gennem skov og siv, flere steder helt nede ved siden af selve åløbet. Der var de vide åbne udsigter ved Nærum, der var Dyrehaven ved Rundforbi, og der var den kønne strækning fra Frydenlund til Vedbæk gennem Trørød Hegn. Det var såsandt, så sandt, hvad banen reklamerede med, at den kørte igennem Nordsjællands naturskønneste egne.

Og der var menneskene, de venlige togbetjente, der forstod en drengs interesse og venligt tog sig af ham og gav ham en oplevelse, som han egentlig aldrig helt har kunnet glemme.

Og så måske bare det, at man var tilfreds med at komme frem på en så primitiv måde. Højeste hastighed på åben bane var 40 km i timen! Hvad vil vor fartglade tid sige til det? Men man havde altid tid dengang, og man nåede frem i god tid og man var tilfreds.

Arene er gået, og de små baners tid er vel snart forbi. Lyngby-Vedbæk Jernbane - LVJ, som der stod på vognene - fik først hovedet kappet af, d.v.s. strækningen fra Nærum til Vedbæk. Senere flyttedes dens sydlige endestation fra Lyngby til Jægersborg - men "min" bane kørte - og kører dog stadig - ganske vist med motorvogne':"" og nu skinnebusser, der ikke har nær så megen poesi som de gamle lokomotiver og små vogne.

Drengen er undertegnede. Jeg kører af og til med banen endnu, dog nu som almindelig betalende passager!

Jeg har kørt der med mine børn - og nu sidst med mine børnebørn, to små piger - og de var lige så lykkelige for turen som deres gamle morfar.

Også deres øjne strålede!
Henrik Vedel.