1965-9

Af Poul Skebye-Rasmussen.
Gemt i Schwarzwald, 659 m over havet, ved den syd-lige fod af det vældige bjergmassiv Feldberg, der med sine 1498 m er det højeste punkt i Schwarzwald, ligger den lille by Todtnau.

Det var oprindelig en bjergværksby, men på grund af sit milde og tågefri bjergklima er Todtnau efterhånden blevet en kendt bjergkurby. Bjergene omkring den lille by regnes blandt de smukkeste og blandt de bedste til vintersport i hele Schwarzwald.

Den eneste forbindelse med omverdenen var diligencen; der opstod derfor efterhånden som byen blev kendt som kur- og vintersportsby behov for en forbindelse med største kapacitet end diligencen. I 1888 meddeltes der det kendte Berlinerfirma Herrm. Baakstein, "Centralverwaltung für Secundairbahnen", koncession på anlæg og drift af en smalsporet jernbane mellem Todtnau og den badiske statsbanestation i Zell. Statsbanestrækningen Basel Bad (= badischer Bahnhof) - Zell var åbnet i 1862-76 og blev i øvrigt som den, første strækning i Baden ombygget til elektrisk drift i 1911/12.

Den 717 1889 blev Wiesentalbanen som den første smalsporede jernbane i staten Baden i storhertugens nærværelse åbnet for drift. Sporvidden er 1000 mm og driftslængden 18,9 km. Ca. 50 % af banen ligger i kurver, ca. 70 % med stigning eller fald. Undervejs overvindes en højdeforskel på 215 m. Det smalsporede jernbanemateriel blev i 1917 suppleret med et antal transportører, der siden har muliggjort overførsel af normalsporede godsvogne, hvorved den kostbare omladning af gods fra smal- til normalspor kan spares. I Zell afgår privatbanens tog fra en særlig station, i køreplanen benævnt "Nebenbahnhof". Fra statsbanestationen (i dag DB-stationen) skal rejsende til Wiesentalbanen ad en særlig sti over hovedsporene til varehuset. I varehuset har privatbanen kontor og vente sal. Udenfor i vejkanten holder toget. Der er ingen perron, de rejsende stiger lige fra vejens asfalt op i toget. Som en særlig malerisk baggrund hæver en fyrreklædt bakke med et lille hvidt kapel sig bag toget.

Den daglige drift omfatter f. t. 9 forbindelser, hvoraf nogle køres med rutebil ad Landevejen. Om formiddagen, når ,godstoget arbejder, er der 2 tog på strækningen, ellers klarer den moderne motorvogn T 15 al trafikken ad skinnerne.

Turen til Tadtnau gennem dalen er smuk. Fra motorvognen er der gad udsigt til de skovklædte højder, der omgiver Wiesental. Undervejs køres ind i en ny dal gennem en 80 m lang tunnel, der er den eneste privatbanetunnel i Baden.

Ved stationen i Schönau findes banens eneste bevogtede averskæring, og syd for denne station krydses landevejen Zell-Tadtnau i niveau. I denne overskæring er der imellem skinne og ledeskinne nedlagt lange gummilister, der ligger i højde med skinneaverkant. Disse lister, der trykkes ned af togenes flanger, skulle give en behageligere bilkørsel over sporet.

I Todtnau findes remiser og værksted. Som det af te ses på tyske sidebaner, findes der ikke drejeskiver på endestationerne, lokomotiverne er alle tenderlokomotiver, der kører baglæns fra Todtnau.

Fra stationen ledes toggangen på strækningen. Kikker vi indenfor i remisen, finder vi en række spændende lokomotiver.

Den fireakslede motorvogn MEG T15 blev bygget 1955 af den året efter nedlagte" Wagganfabrik H. Fuchs" i Heidelberg. Den har 48 sidde- og 40 ståpladser samt pakrum og er udstyret med 2 Büssing dieselmotorer, der tilsamme nyder 360 HK. T 15 er eneste motortrækkraft på banen, og den klarer almindeligvis alle persontogene.

Det daglige godstog køres med Mallet-lokomotiv nr. 105, der er koblet B+B (T) og bygget af "Maschinenbau Gesellschaft Karlsruhe" i 1918. Godstoget kører kun på hverdag og afgår fra Todtnau om margenen og returnerer om formiddagen, hvorefter 105 køres i remise.

Reservemaskinen, der kører når 105 er til revision, eller hvis der er usædvanlig mange vogne er nr. 104, der også er et tenderloko af system Mallet. Det er koblet C+C, og det var "Hanomag", der byggede det i 1925.

Det sidste af de oprindelige lokomotiver fra banens åbning,nr. 74, findes også køreklart i remisen i Todtnau. Det er B-koblet og bygget af "Krauss" i 1888. Nr. 74 må rykke ud nu og da, når motorvognen er til revision, men så kniber det med at holde køreplanen, for dampmaskinen skal bruge 10-15 minutter længere køretid end motorvognen.

Wiesentalbahn blev drevet af firmaet Backstein indtil den i 1897 blev solgt til Süddeutsche Eisenbahn Gesellschaft (SEG) i Darmstadt. Ved SEG's opløsning i 1953 overgik forvaltningen til Mittelbadische Eisenbahnen (MEG) i Lahr. Den daglige drift ledes af driftsbestyreren, der bar i stationen i Todtnau. Foran stationen i Todtnau holder diligencernes efterfølgere, postbusserne, klar til at bringe de rejsende videre ud i Schwarzwald. Ved nogle hoteller nær Feldbergs top holder den sidste diligence stadig, så nutidens mennesker kan se, hvor primitiv befordringen var før privatbanen og postbusserne kom til. I dag er banens hovedindtægt, ligesom ved starten i 1888 persontrafikken, om vinteren køres ligefrem særlige vintersportssærtog, der bringer rejsende fra de større byer til Feldberg-området. Antallet af befordrede personer med bane og bil er stadig stigende, til gengæld falder mængden af befordret gods tilsvarende, og for nogle år siden mistede banen den faste indtægt af postbefordringen, idet denne overførtes til postvæsnets egne biler.

Da der for nagle år siden skulle foretages visse byplansændringer i Todtnau, blev det nødvendigt at foretage en del ændringer i banens anlæg, såfremt driften skulle kunne fortsættes. Ingen havde betænkelighed ved at bevilge banen penge til ændringernes udførelse; mon ikke dette kan tages som et tegn på, at Wiesentalbanen vil få lov at køre nogle år endnu til glæde og gavn for dalens beboere og turister og ikke mindst for as jernbaneentusiaster.