|
1966-1 Af P. Thomassen. Siden Lollandsbanen fik sine »Lynetter« i gang, har trafikinteresserede og dagspressen vist de ny privatbane tog stor interesse, og hidtil har man hverken set eller hørt meget andet end lovord. Efter at Hillerød Privatbaner nu også har haft togene i daglig drift i et halvt års tid, kan man begynde at danne sig et skøn over, hvor stor en forbedring disse tog har vist sig at være for privatbanerne. Siden Lollandsbanen fik sine Lynetter, har man konstateret en forøgelse af persontrafikken på ca. 15 pct., hvilket ikke kan skyldes sommertrafik med det elendige vejr, vi havde i juli sidste år. Stigningen må tilskrives de tiltrækkende tog med forøget komfort og en forbedret køreplan, der delvis er muliggjort med de nye togs hurtighed. Frederiksværkbanen havde i september 65.000 rejsende det største tal for september siden 1953 - og GDS har også haft adskilligt flere rejsende end normalt for de sidste år. Hvor stor en del af opgangen, der skyldes de ny tog, lader sig næppe nøjagtigt konstatere, da stigningen i nogen grad må tilskrives det usædvanligt gode sensommer- og efterårsvejr, de tusinder af sommerhuse, der stadig skyder op i Nordsjælland, og endelig en hel del bilister, der har fået nok af Hillerøds trafikpropper og overfyldte landeveje. Hvordan togenes økonomi stiller sig, er det for tidligt at danne sig noget skøn over. Vedligeholdelses- og reparationsomkostningerne lader sig ikke bedømme efter et halvt års drift, men det ser ud til, at der intet er at udsætte på vognenes soliditet. På Lollandsbanen kørte en lastbil mod toget med det resultat, at lastbilen blev meget svært medtaget, medens togets forreste vogn slap med mindre »kvæstelser«, værst var det gået ud over koblingen, der er ret sårbar med sit mylder af kabler, ledninger og andet godt; efter uheldet mindede den om gamle dages radioamatørers fortvivlede »gør-det-selv«-forsøg på at skille og samle den trelampers. På GDS havde et Uerdingentog i eftersommeren en kontrovers med et par køer, der havde lagt sig til hvile i det lune grus på banelegemet til afveksling for den klamme og fugtige eng. I hvert fald gør den ene af køerne det aldrig mere; vognen blev afsporet, men tog ingen skade. Det er også for tidligt at udtale sig om, hvordan materiellet vil klare vintervejret. I det usædvanlige snevejr på Lolland i november aflyste LJ ganske vist i nogle dage tog fremført med Y-materiellet, men det var i første række for ikke at »overanstrenge« motorerne unødvendigt. Skal man se på togenes minus-side i karakterbogen, er det egentlig forbavsende lidt, der med rette kan klages over. Som det kan ventes, må der altid være nogle »børnesygdomme« ved nyt materiel af så afvigende konstruktion fra vort kendte, men de kan sammenlignes med de ret uskadelige røde hunde. Den værste gene har vel dørlukningen været; selv ved anbringelse af tidsrelæ er har denne svigten ikke helt kunnet bortelimineres, hvad grunden så kan være. En anden ulempe er, at togene er for fine i det indvendige udstyr. Sædernes smukke grønne farve er lovlig sart og har ikke godt af for nært bekendtskab med olieret arbejdstøj og brændende cigaretter, og det fine træværk kræver omhyggeligere rengøring end de allerfleste andre vogne. Banerne har måttet anskaffe hundreder af antimakassarer (de såkaldte nakkeskånere), der dog ikke skåner folks nakker - men betrækket. De elegante løbere i midtergangen tåler heller ikke så godt det »våde« efterårs- og vintervej r, og det forlyder, at LNJ »stryger« denne detalje i indretningen i deres fremtidige vogne. Der har også været klaget over mangelen på toiletter, idet der (i værste fald) kun er et toilet til 3 vogne. Men togene skal være ret godt besat, for at manglen skal blive følelig, og ligesom man ikke dimensionerede størrelsen af et gasværk efter forbruget juleaften, har man heller ikke ladet blommesæsonen bestemme toiletterne s antal. Måske burde den siddeplads, der er nærmest indgangsdøren i den ene vognende, fjernes, for den rejsende, der har sat sig på den plads, kan godt føle sig stødt lige så mange gange, som toget standser på stationer. Endelig er der vinduerne, der ikke kan åbnes; dette har DSB med sine nyeste lyntog forsøgt at vænne de rejsende til, men her er det dog adskilligt værre, da man helst skal være pygmæ for at kunne se ud af vinduerne i oprejst stilling. Men personalet er selvfølgelig godt tilfreds med de »faste« vinduer, for de slipper for at lukke efter de rejsende!
Den 13. december var en sorgens dag for de seks baner, der har Y-materiel på »ønskesedlen«. Privatbanernes Fællesrepræsentation havde indkaldt trafikministeren til en konference for at overtale denne til en fornyet overvejelse af problemet om bestillingstid og leveringstid. Fabrikanten (Uerdingen) var - efter sigende - villig til at give kredit på statens andel (ca. 14 mil!. kr.), indtil leveringen kunne finde sted i 1967 - alt under forudsætning af en øjeblikkelig bestilling. Ministeren så sig dog ikke i stand til på nuværende tidspunkt at binde sig for en bevilling i finansåret 1966-67. Der er herefter kun tilbage at håbe og vente på bedre tider. De seks baners »ønskeseddel« omfatter:
|
