1966-1

Generaldirektør for Danske Statsbaner P. E. N. SKOV

Det er vel rigtigt, som formanden for Dansk Jernbane-Klub siger i sidste nummer af foreningens tidsskrift, at interessen for jernbanedrift er vokset stærkt efter krigen, men endnu tror jeg, er der mange, der anser den, der går rundt og fotograferer gamle privatbanetog, for i bedste fald at være småtosset. Når man tænker på, at det at studere historie er noget meget respektabelt, og at respekten for historieforskeren sjældent bliver mindre, når han eller hun specialiserer sig, kan man vanskeligt forstå, at et så betydningsfuldt historisk træk, som jernbanerne dog er, ikke har fundet ubetinget grobund.

Når interessen for fædrelandshistorie i almindelighed er større end for jernbanehistorie i særdeleshed, skulle årsagen vel ikke være den, at antallet af dem, der bliver slået ihjel, er større i førstnævnte end i sidstnævnte? Det lyder vel nok noget makabert, men virkeligheden i dag er dog den, at den trafikform, der kan opvise flest ofre, synes at have størst bevågenhed, og jernbanerne har jo altid hørt til blandt dem, der har haft få ulykker med dødelig udgang.

Jernbanerne har fra første begyndelse set det som noget meget vigtigt at tage vare på sikkerheden. Mange penge er ofret på sikkerheden, og mange penge ofres stadig på sikker kørsel. Skal hastigheden sættes op eller ønskes akseltrykket forhøjet, kan banerne ikke nøjes med at stille krav om bedre »veje«, nej, de må selv sørge for, at skinner m. v. bliver forbedret.

Jernbanerne er et mangesidet foretagende. Derfor kan vidt forskellige interesser forenes inden for den forening, hvis formål er at fremme kendskabet til og interessen for enhver art af jernbanedrift. Og det er kun godt, at de forskellige interesser mødes på deri måde, for så vil den, der interesserer sig for en gren af jernbanedrift, hurtigt opdage, at denne ene gren ikke kan stå alene, men er afhængig af og hænger sammen med andre, og først da er spiren til det virkelige jernbanestudium lagt.

Ja, vil en eller anden måske sige, men er det ikke nødvendigt, hvis man på den måde vil studere jernbanedrift, at være beskæftiget ved jernbaner? Kan man, når man ikke er skolet, vinde med blandt de »sagkyndige«? Efter min mening både ja og nej. Selvfølgelig vil man ikke ved bare at »se til« opnå samme færdighed som den, der er med til at »slå sømmene i«, men på den anden side vil »tilskueren« ikke være belastet af »vanens magt«, der kan virke som en bremse på interessen. Det bedste resultat (og her tænker jeg på foreningen og dens medlemmer) opnås utvivlsomt gennem en passende blanding af interesserede ikke-ansatte og ansatte, for hvem jernbanerne er blevet noget mere end slet og ret den daglige arbejdsplads.

Om et sådant foreningsarbejde ikke har betydning for jernbanerne og deres administration? Jo, i høj grad, og det er måske endda et spørgsmål, om jernbanerne ikke i højere grad burde tage del i foreningens arbejde. Rent bortset fra at der er noget, der hedder penge, og at disse er små hos de fleste jernbaner, er der imidlertid noget sundt og meget tiltalende i, at foreningen er helt uafhængig af »professionalisme«. Dette forhold bør ikke ændres. Vi kan være venner - gerne endda gode venner - men vi skal ikke »giftes ind i hinanden«.

Jeg ønsker til lykke med passagen af den første milepæl og med fortsat liv og slid. P.E.N. Skov