1966-2

At Svend Jørgensen

N-maskinens data fik De i tidsskriftets nr. 10/65, men alligevel vil jeg gerne gøre lidt særligt ud af den, eller rettere en af dens brødre; måske vil De forstå mig, måske vil De synes, det er noget sentimentalt sludder, men i alle tilfælde håber jeg, at nogle flere vil forstå, hvilke fornøjelser vi på arbejdsholdet har med vort gamle materiel, det være sig lokomotiver eller vogne.

Mon jeg tager meget fejl i, at mange af vore medlemmer fik interessen for jernbaner »grundlagt« allerede i drengeårene, og mon ikke det for mange af os var damplokomotiverne, der fangede denne interesse? Hvem har ikke som dreng følt sig betaget af damplokomotiver, store som små, eksprestogslokomotiver såvel som »grise«, ja, mange af os har sikkert haft sine ganske bestemte yndlinge, afhængig af hvor vi nu opholdt os. For mit vedkommende var det i Fåborg og dermed SFJ's lokomotiver, og blandt disse var det gamle nr. 10 (en »N«-maskine) , Fåborgs mangeårige rangermaskine, jeg først lærte at kende. Nogle siger, at jeg er »bidt af et gammelt lokomotiv«, og hvis det er rigtigt, er det i hvert fald nr. 10, der har bidt mig.

Dengang, i årene efter krigen, var det tider, som i hvert fald en dampentusiast kunne ønske sig dem, selv i Fåborg. Der kom de gamle »Saxere« nr. 14 og 15, de fire ombyggede nr. 19-22 og de store Nørre Broby-maskiner nr. 23-26 o.s.v., og var ingen af disse maskiner at se, så var nr. 10 altid et eller andet sted. Hvor tit har jeg ikke rendt fra den ene ende af stationen til den anden for at følge den - vogne til vægten (en lille kort en til blot et hjulsæt ad gangen) - ud på havnekajen med kulvogne - (det meget rumme spor ligger der endnu, men er ikke nær så skævt og dårligt i stødene som dengang) - ud på havnen til slagteriet, hvor vi drenge gerne dristede os til at stå på den lille vogndrejeskive, der gav nogle gevaldige stød, da den mindst bevægede sig 2 tommer op fra skinnehøjde, når en vogn eller nr. 10 med et lille pift fra sikkerhedsventilen »trådte« op på den - tilbage igen med vogne fra varehuset, hvor SFJ, der åbenbart ikke havde råd til at anbringe en stopper for enden af sporet, havde fjernet 3-4 brosten og blot anbragte vognens ene hjulsæt i et jordhul. Tid efter anden blev hullet for dybt, så kneb det med at trække vognene op igen, og når det påny var fyldt op, ja, så hændte det, at vognene løb for langt, indtil hele to vognlængder, ud på brostenene, hvad der endnu kan ses mærker af, men mærkeligt nok kom vognene næsten altid på sporet igen uden vanskeligheder. Og det allerbedste: rangering til og fra Mommark-færgen. M/f Mommark lå altid lavt i forhold til broklappen, hvorfor nr. 1O, der vendte med skorstenen mod færgen, for at holde vandet over fyrkassen, aldrig vovede sig ud på selve klappen. Kun almindelige lave vogne som litra Q kunne gå under færgens overbygning, men en høj vogn kunne dog stå på fordækket; i alle tilfælde måtte der bruges 3-5 tomme vogne for at nå ombord på færgen, og ofte kneb det for nr. 10 at hale et sådant træk i land igen, og det forhøjede jo spændingen, når »Tykke Larsen« - portøren - måtte løbe og strø sand på skinnerne, for maskinen kunne kun sande fremad - den var jo født som togmaskine. Jeg har forøvrigt engang set nr. 10 blive halet helt ombord i fedtet føre af nogle særlig genstridige vogne. Jo, det var »rangering med færge«, der var spændende at overvære. Mange flere minder om nr. 10 kunne der fortælles om, og behøver jeg at nævne, hvilken drøm der gik i opfyldelse, da jeg efter ihærdig spørgen en dag fik lov at få en tur med? (Det var nok den dag, jeg blev bidt!)

DSB overtog SFJ i 1949, og det gjorde ikke i første omgang Fåborg station mindre spændende; A, G og J maskiner dukkede op, men en dag arriverede en »kommode«, et »klædeskab«, eller hvad man nu vil kalde disse lodret fladtrykte traktorer. Nu var det slut med nr. 10, den duede ikke mere, men der måtte dog ialt tre »klædeskabe« og en lidt større traktor til, før man helt kunne undvære nr. 10. Den 12. februar 1950, den dato har jeg aldrig behøvet at skrive op nogen steder, blev min gamle ven koblet bag på slæberen til Odense, og vi sås aldrig mere.

Forstår De nu, kære læser, at jeg føler noget særligt over for vor nyanskaffelse N 186, der altid vil minde mig om SFJ nr. 10, forstår De, hvorfor jeg og mange andre på arbejdsholdet føler glæde og fornøjelse ved at lægge knofedt og kræfter i for en dag at kunne præsentere denne eller en af vore andre maskiner i Maribo? Hvis Der forstår det og har det lidt på samme måde som os, hvorfor så ikke tage en rask beslutning og møde op?

Alle har, også de med 10 tommelfingre, er velkomne, og alle kan være med til at gøre et stykke arbejde, til egen fornøjelse og til DJKs bedste. Tænk venligst på, at der forud for en hvilken som helst kørsel går et betydeligt arbejde, som vi særdeles gerne ser nye tage del i.

Vel mødt på arbejdsholdet.