1966-2

Af P. Thomassen

»A/S Eskjær-Slynge Mergelbaneselskab«, der stiftedes i 1893 med 450 aktionærer, havde en vis tilknytning til den jernbanehistoriske udvikling i Vendsyssel, idet mergelbanens ombygning til personbane fra Tolne til Tuen kunne være blevet til virkelighed, hvis ikke en anden bane i bogstaveligste forstand var kommet den på tværs, nemlig Hjørring-Ålbæk Banen. At denne heller ikke blev til noget er en anden historie, hvorom der berettes i DJK's bogserie nr. 14, »Hjørring-Ålbæk og Hirtshalsbanen 1925- 1965«.

Det var den kendte landbrugs-foregangsmand og daværende ejer af Gårdbogård, etatsråd Jørgen W. Larsen, der tog initiativet til oprettelsen af mergelbaneselskabet. Banen blev med bistand af Hedeselskabet bygget 1895/96, og af ukendte årsager valgte man den her i landet så usædvanlige sporvidde 750 mm; så vidt vides har der kun været en anden stationær 750 mm-bane, nemlig Rømø-banen, og kun ganske få entreprenører har anvendt 750 mm materiel.

Eskjær-Slynge Mergelbane var ca. 11 km lang og meget primitivt anlagt med 4 m lange skinner. Der anskaffedes til driften et trekoblet lokomotiv fra »Krauss & Co.« og 22 tipvogne, der hver kunne tage ca. 2,5 t mergel. De faste anlæg var lige så beskedne som fornøjelige. De bestod af en træremise med indendørs brønd og revisionsgrube under remisens eneste spor, og uden for remisen var der et kort sidespor til vognreparation. Remisens eneste spor var banens hovedspor! Der var porte i begge ender af remisen, og alle tog var gennemkørende. Det endte selvfølgelig også galt, for i 1932 antændte gnister fra »Dalgas«, som lokomotivet kaldtes, remisen, som nedbrændte og ikke blev genopført. Den lå omtrent midt på banen, syd for Sørig kirke. Kullene til banen blev fra Tolne station transporteret ad landevejen og smidt af ved mergellejet ved Eskjær i banens sydlige ende. Her fandtes det største sporanlæg på banen, nemlig hele tre spor. I den ordre ende endte banen blindt uden vigespor og sporskifter. Skulle der bruges vand undervejs, var der gerne en grøft med noget i, der kunne hældes i »Dalgas«, som fandt sig i det til 1924. Men så var en hovedreparation også påkrævet, og den foregik på »Frederikshavns V ædt og Flydedok« (vel nok førstnævnte) .

Banens personale bestod af en lokomotivfører, en fyrbøder og altmuligmand samt 5-6 arbejdsmænd til mergellæsning (akkordlønnen var 75 øre pr. vogn). Administrationen bestod af en formand og en kasserer.

Kapaciteten var - bortset fra frostperioder - 50 vogne pr. dag. De udkørtes i vogntræk a 10 vogne, og mergelen aflæssedes »på fri bane«, hvor forbrugerne så kunne hente den, hvad enten de havde marker op til banen eller længere væk. Man var tilfreds med denne ordning til midt i tyverne; da var der imidlertid kommet en slange i paradiset ved Navn Råbjerg-Elling Mergelselskab, som udkørte mergelen på flyttelige spor direkte til forbrugerne. Dette selskab havde allerede i 1918 foreslået Eskjær-Slynge Mergelbane en sådan omstilling, men det havde ingen interesse. Banen måtte da finde sig i konkurrence, først fra Råbjerg-Elling, der kørte mergel ud i distriktet, og sidst i tyverne fra Hedeselskabets bane fra Bindslev til egnen mellem Ålbæk og Jerup. Sidstnævnte bane, der kun eksisterede nogle få år, havde 3 lokomotiver og krydsede Eskjær-Slynge Mergelbane syd for dennes remise. Der var dog ingen sporforbindelse, da Hedeselskabet anvendte 700 mm materiel.

Foruden mergel transporteredes af og til teglværksprodukter. Eskjær Teglværk lå ved mergellejet, og fotografiet er taget netop her med en transport af mursten til genopførelsen af den nedbrændte Sørig søndre skole.

Da merglingsarbejdet på egnen var så vidt fremskredet, at det fra begyndelsen af trediverne ikke var påkrævet at mergle hvert år, og da vejene på egnen var blevet så meget forbedrede, at lastbilkørsel blev foretrukket, vedtoges det i december 1934 at likvidere banen, der efterhånden havde en gæld på 8000 kro Denne forventede man at kunne dække ved salg af banens materiel. Lokomotivet blev sendt til ophugning i Ålborg; tipvognene og de ca. 160 tons skinner forsøgtes afsat til andre mergelbaner, men blev for størstepartens vedkommende solgt som skrot.

Aktieselskabet fortsatte sin virksomhed uden bane, og at det ikke er gået helt skævt, fremgår af Vendsyssel Tidende i 1962. Da havde selskabet 12.000 kr. i formue og udbetalte 25 kroners udbytte pr. aktie, ligesom det oplystes, at der stadig kunne hentes mergel i lejet.

(De fleste af ovenstående oplysninger har vi modtaget fra den 83-årige Johan Larsen - også kaldet Bitte Johan - som var Eskjær-Slynge Mergelbanes fyrbøder. - » Vor ihærdige mand« i Frederikshavn, P. Bech, har dels ved et rent detektivarbejde og dels ved en tilfældighed kunnet opspore hr. Larsen, af hvem vi har lånt det enestående billede. Vi takker begge for deres bidrag til bevarelsen af et stykke kulturhistorie, der trods andre forfatteres ihærdige anstrengelser var ved at gå i glemmebogen.)