1967-1

Året 1966 blev i mange måder et godt år for jernbanerne, hvis trafik gik stærkt frem i en lang række lande, hvorimod det kun var enkelte steder, det lykkedes at opretholde eller forbedre andelen af den samlede trafikforøgelse. Dette er der intet mærkværdigt ved, når man tager i betragtning, at nedlæggelsen af sidebaner overalt er fortsat, og at jernbanernes andel af såvel person- som godstrafik nu indskrænker sig til transporter over lange afstande - og for persontrafikkens vedkommende forstadstrafik omkring de større byer.

Årene 1966 og 1967 er skelsættende på en anden måde, idet udviklingen i disse år betyder det definitive farvel til dampdriften. I USA og Canada er denne driftsform praktisk taget ophørt for flere år siden, og i 1967 vil man - efter hvad British Railways oplyser - have set de sidste damptog køre på de engelske statsbaner. Efter at damplokomotivets fædreland, hvor" The Age of Steam" har betydet mere end i noget andet land i verden, nu siger "farvel til dampen", er der vel næppe nogen, der tror, at denne driftsform vil have andet end en meget begrænset årrække for sig andre steder - de "sidste på pletten" her i Europa bliver vel det delte Tyskland samt Østrig og Spanien.

Drømmen om en damp reserve her i Danmark - en lidt "egoistisk" ønsketænkning blandt jernbaneentusiaster - er nu "dunstet" bort med Handelsministeriets tilladelse til Danske Statsbaner til at sælge de resterende maskiner. Det levende og varierede, der har været over jernbanerne, er ligesom på så mange andre områder i livet veget for en rationalisering og ensretning, som vi alle må erkende det praktiske i, men som vel inderst inde er de fleste af os inderligt imod. Men en ting er at elske maleriske slumkvarterer i syden, en anden at bo i dem en ting er at køre med et damptog - en søndag - gennem Mecklenburg med 15 km/t eller gennem Gribskov med 45 km/t, en anden at skulle benytte et sådant befordringsmiddel dag ud og dag ind - året rundt - på vej til og fra arbejde.

Men forsvinder alt det poetiske i dagligdagens jernbaner, må vi jo trøste os med, at så meget desto mere bliver der brug for en museumsbane. At interessen for denne del af foreningens arbejde griber om sig viser sig dels i et stadig stigende medlemstal, i antallet af rejsende på Lolland og dels i det antal bud, der i det forløbne år har været på ud rangeret materiel fra privatbaner. Da Hørve-Værslev banen lukkede i 1956, og direktør Johansen ville skænke Danmarks ældste benzinmotorvogn til Jernbanemuseet, var dette ikke interesseret i tilbudet, ligesom der ikke var en eneste privatperson, der tænkte på at overtage vognen. Da Kalvehavebanen lukkede i 1959, var der enkelte, der drømte om at bevare et af de gamle lokomotiver, men der var ingen, der øjnede nogen mulighed for at realisere noget sådant. Helt anderledes har det været i det forløbne år, hvor kun et par enkelte af de lollandske roebane lokomotiver gik til ophugning, medens de øvrige blev erhvervet af vor forening, Maribo købstad, Lolland-Falsters Stiftsmuseum og private. Ved de øvrige banenedlæggelser i 1966 var der veritabel konkurrence, om materiellet, ja DJK måtte endda lide den tort, at den gamle motorvogn fra Vestsallingbanen, som foreningen allerede i 1961 havde forespurgt om at måtte købe - og ved likvidationen havde budt på - blev "snuppet for næsen af os" af en entreprenant privatmand, der var i stand til at byde mere end vi. Til gengæld kan vi trøste os med, at flere af vore medlemmer har foræret foreningens vogne, og at "Tuborg-fondet" gjorde det muligt for os dels at ernverve to lokomotiver fra de før omtalte roebaner og dels OKMJ's loko nr. 14.

Takket være Tuborgfondet, Scandia, Lollandsbanen og en lang række baner og - ikke mindst - en ditto lang række af vore medlemmer står vi i dag med en større og bedre samling af rullende materiel end nogen sinde, samtidig med at foreningens økonomiske stilling er bedret betydeligt. Alligevel er det hele ikke så rosenrødt, som vi kunne ønske det. På Lolland har vi fået indarbejdet" Trekantsruten", men desværre skal" Veteranskibsklubben"s S/S "Skjelskør" på værft i år - i sommerperioden - og det synes ikke muligt at skaffe noget andet skib. Selvom - som nævnt - vort materiel er i god stand, vil store udgifter til vedligeholdelse og opførelse af vognremiser trænge sig stærkt på, men hvorfra vi skal få penge og arbejdskraft hertil, er det vanskeligt at få øje på for tiden.

Med Statsbanernes opgivelse af dampdriften synes det en nærliggende opgave for DJK at søge et par enkelte lokomotiver i begge distrikter bevaret i drifts klar stand - på samme måde som Allan Pegler har gjort det i England - men ideen hæmmes af de samme årsager som ovenfor anført.

Da driften af "Museumstoget" kun har været mulig ved en meget stor indsats af frivillig arbejdskraft og ved store tilskud fra foreningen og andre, er det kedeligt, at kræfterne blandt" jernbanevennerne" ikke har kunnet samles om denne opgave, men at der fra flere sider er købt materiel - og restaureret materiel - materiel, der delvis er uden jernbanehistorisk interesse, og som nu står spredt rundt om i landet uden at være til større glæde for nogen. Danmark er nu engang et lille land, og det er svært at se, at .der skulle være penge og rejsende til en museumsbane i enhver del af landet. Banen på Lolland er fast indarbejdet, og efter vor opfattelse skulle der også være baggrund for vore jyske medlemmers plan om en museums bane mellem Mariager og Fårup - og den allerseneste plan om et damptogspar på Hornbækbanen - men dermed må det da også være slut.

At holde sammen på arbejdet indenfor DJK - med to museumsbaner, en begyndende smalsporsektion på Lolland, bogudgivelser, udflugts- og mødearrangementer o.s.v. o.s.v. - kan ofte være vanskeligt, og på et ellel1 andet tidspunkt må vi - som det er anbefalet af revisorerne hvert år - ansætte lønnet kontorhjælp, men foreløbig, indtil der er endnu flere penge til rådighed, må vi prøve at få det hele til at gå rundt i de gamle beskedne former.

Vil medlemmerne fortsætte med den indsats, der er! gjort for foreningen i det forløbne år, er der godt håb om, at der også i det nye år kan gøres fremskridt indenfor foreningens arbejde, både med hensyn til museumsarbejdet og vore andre arbejdsområder.
Birger Wilcke.