|
1967-3
Af O. Winther Laursen Sveriges industribaner er et interessant, men (i Danmark (Red.)) stort set uopdyrket område, som det turde være interessant at se lidt nærmere på. En af de tidligst byggede er Surahammar - Lisjö Järnväg, der anlagdes i årene 1875/76 og som forbandt Surahammar ]arnverk i Vastmanland med godset Lisjö, som hørte til jernværket. Banen var først og fremmest beregnet for transport af tørv og skovprodukter fra Lisjö til Surahammar, som i øvrigt først fik forbindelse med de øvrige svenske baner i 1899. Sporvidden var 1093 mm; denne ejendommelige sporvidde valgtes, fordi samme anvendtes af Köping-Uttersberg Järnväg, og en forlængelse af Lisjö-banen til et punkt på KUJ var planlagt for således at skabe forbindelse til havnen i Köping. Denne forlængelse blev dog aldrig bygget; så Lisjö forblev banens endestation. Banens totallængde var 10.384 m. Man besluttede, at banen, der var Surahammar Bruk's ejendom, skulle åbnes som lokomotivbane, og fra Kristinehamns Mekaniska Verkstad indkøbtes et O-B-OT loko, som fik navnet "Vaulunder". Skinner anskaffedes fra den nedlagte Norbergs Järnväg, og 24 åbne og 2 lukkede godsvogne leveredes ligeledes fra Kristinehamns Mekaniska Verkstad. Vognene var dog ikke nye; de var oprindelig leverede til Kristinehamn - Sjöandens Järnväg. Banen har kun haft lokomotivet "Vaulunder", og dette er lykkeligvis bevaret på det yderst interessante værksmuseum i Surahammar - sammen med en personvogn og en godsvogn. Andre trationsmidler har dog også været anvendt. Under første verdenskrig benyttedes en tid lang heste, og medens lokomotivet i 1917 gennemgik en større reparation, anvendtes okser. En kuriositet var "motorvognen"; "Bruket"s disponent Sjöholm indbyggede i en mælketransportvogn en påhængsmotor, som trak vognen via et remtræk. Da vognen som regel måtte hentes pr. hest, opgav man dog hurtigt eksperimentet. Nogen offentlig person trafik har banen aldrig haft, men på firmaets kontorer i Lisjö og Surahammar kunne man få udleveret gratis billetter, på hvilke firmaet med påtryk frasagde sig ansvar i tilfælde af ulykker m. v. Disse billetter fandtes med både svensk, tysk og engelsk tekst. Ydermere arrangeredes på sommerdage udflugter til Lisjö, og deltagerne befordredes da i åbne, løvpyntede godsvogne. En årrække gjorde banen god fyldest, men da tørveproduktionen indstilledes, og landevejstrafikken gjorde sig gældende for de øvrige transporters vedkommende, mistede banen sin betydning og nedlagdes i 1926.
Rangeringen på værkets område foregår nu med moderne diesellokomotiver, men en overgang anvendtes en gammel O-C-O saddeltankmaskine (Sharp & Stewart /2429/1874), som i 1918 indkøbtes fra Oxelösund-Flen-Westmanlands Järnväg (OFWJ nr. 2). Endvidere kan nævnes, at det nærliggende Svanå Bruk, som ejes af Surahammar Bruk, i nogle år anvendte et interessant loko på en kort tilslutningsbane; det var Stockholm- Vasterås-Bergslagens Järnväg's nr. 11 (Motala 136 11880) af typen 1-A-OT, indkøbt i 1912. Sluttelig må gøres opmærksom på, at de fleste oplysninger om Lisjö-banen er hentet fra Kamrer Fritz Andersson's beskrivelse af banen i "Tekniska Museets Årsbok", årgang 1961. |
