|
1968-4 Af Søren P. Laursen Ved nedlæggelsen af Mariager-Faarup-Viborg Jernbane (MFVJ) den 31. marts 1966 så mange med beklagelse, at en af Danmarks mest naturskønne jernbanelinier forsvandt. At det samtidig var at forudse, at banens lukning ville få alvorlige konsekvenser for Mariager købstad, hører også ind i billedet, selvom tilsvarende bange anelser også er blevet gjort gældende ved de fleste øvrige banenedlæggelser i efterkrigsårene - og alt for hyppigt bekræftet af den senere udvikling, men sket har altid været sket. Anderledes i Mariager: En ansvarsbevidst kommunalbestyrelse i en nydannet storkommune forstod, at skulle det opsving, der var kendetegnet af bitumen-importlager, ny saltfabrik etc. ikke afbrydes ved banens lukning, var beklagelser og afmægtig ladenstå-til overfor tilsyneladende store finansielle problemer ikke nok, men kommunen måtte selv gribe aktivt ind i tingene, altså erhvervede man sporet Mariager -Faarup og fik aftale med statsbanerne om befordring af vognladningsvise forsendelser. DJK's nordjydske afdeling øjnede derved en chance for at få realiseret en gammel drøm: En veteranbane i Jylland. På afdelingens møder havde utilfredsheden med den tilsyneladende koncentration af foreningens aktiviteter øst for Storebælt nærmet sig separatistiske former - dog havde det nøgterne overlæg og de tekniske og økonomiske realiteter sat en effektiv bom herfor. Men nu var mulighederne der: En strækning, der henlå ubenyttet om søndagen og gennemløb en egn, der i forvejen er turistrnæssigt "in". Bestyrelsen for DJK, der altid havde haft en omend hidtil magtesløs - forståelse for jydernes følelser af isolation fra foreningens aktiviteter, forstod ligeså hurtigt de muligheder, der nu viste sig. Mariager kommune levede endnu engang op til forventningerne om en vågen og driftig kommune. Man var helt med på tanken om en veteranbane, og da denne skulle drives uden økonomisk risiko for kommunen, stillede man vederlagsfrit sporet til rådighed i erkendelsen af det turistrnæssige aktiv, en veteran jernbane ville være for byen. Forskellige problemer viste sig naturligvis. Blandt de vigtigste måman vist nævne forsikringsproblemet: Her havde allerede godskørslen frembudt et juridisk problem, var det kommunale spor, der befaredes af statsbanernes MT-maskiner, et sidespor eller en jernbane? Spørgsmålet løstes - det er en jernbane. Og derved var den formelle baggrund i orden til, at der også kunne tegnes en forsikring for veterantogenes kørsel hos "Lloyds of London" gennem firmaet "Fester & Andersen", København. Et andet problem var, hvortil skulle togene køre fra Mariager? Statsbanernes køreplan ligger sådan, at det ville være vanskeligt at lave en ordentlig køreplan for veterantogene, hvis disse skulle have tilslutning til tog, der standser i Faarup, ligesom en fremførelse til Faarup også ville rejse problemer med hensyn til tilslutningsafgifter, ekstrabetjening på Faarup station osv. - derfor enedes man om i hvert fald foreløbig kun at køre mellem Mariager og Handest ved hovedvej 10. Et tredie problem frembød forholdet til statsbanernes kørsel på Mariagerbanen, men også dette problem synes i skrivende stund at skulle kunne ordnes takket være en betydelig velvilje fra generaldirektoratet, 2. distrikt og 5. trafiksektion. Tilbage står et endnu uafklaret problem: Remisebygning. Mariager kommune ønskede forståeligt nok at få udnyttet MFVJ's værksteds- og remisebygning til en virksomhed, der kunne betyde en aflastning af byens gennem mange år anspændte beskæftigelsessituation. Likvidationsudvalget for MFVJ ved direktør J. Verner Petersen, Skagensbanen, havde vist os den velvilje at give os lov til at reparere vort lokomotiv, VLTJ nr. 7, i MFVJ's værksted mod at holde orden i værkstedet. Da det var klart, at værk,.. steds- og remisebygningen var rigelig stor til veteranbanens behov, skulle der være mulighed for, at såvel kommunens ønske om en ny virksomhed til byen, som vort ønske om remiseplads skulle kunne forenes. Bestræbelserne for at få etableret en lejeordning med køberen af bygningen, og det meste af værkstedsinventaret slog imidlertid fejl, trods kommunens og andre gode kræfters bistand: Hele bygningen skulle anvendes til maskinfabrik, og spor og drejeskive blev pillet op og solgt som skrot. For en fuldstændigheds skyld skal det blot bemærkes, at maskinfabriken stadig ikke er kommet igang, og bygningen henligger aflåset og forfalden! Vort værktøj og inventar m. m. er i mellemtiden opmagasineret i den ene af de to lukkede godsvogne, kommunen overtog fra MFVJ, ligesom der er indrettet et mindre og midlertidigt værksted i bænkevognen SVJ H 45. VLTJ nr. 7 har i vinter været i hi i statsbanernes maskindepot i Randers. Kommunen har lavet at se velvilligt på opførelsen af en midlertidig træremise, som vi far øjeblikket søger at erhverve. Og vi har et skitseprojekt til en mere permanent remisebygning, når foretagendet har fået en lidt solidere økonomisk baggrund. Men vi må nok i sommer klare as med presenning aver lokomotivet. Gennem denne kortfattede beretning am MHVJ's forhistorie har læserne forhåbentlig fået et begreb om rigtigheden af J. K. Lauridsens ard om, at jernbanedriften næst kønsdriften er den vanskeligste drift at styre. Læg hertil foreningens yderst begrænsede økonomiske midler, der har gjort regelen "det må ikke koste noget" til et næsten kategorisk imperativ for arbejdet. At det alligevel er lykkedes at nå så langt, som tilfældet er, skyldes dels de nordjydske medlemmers flid og energi og dels den velvilje, nordjydske afdeling har mødt overalt, først ag fremmest hos byrådet i Mariager, Mariagers kommunes ansatte, statsbanerne, likvidatiansudvalget far MFVJ og mange flere - en velvilje ag bistand, far hvilken vi hermed bringer en foreløbig, men ikke mindre oprigtig tak.
|
