1968-4

Af B. Dyrholm

I "Jernbanen" nr. 4/65 fortaltes lidt am MFVJ. På det tidspunkt var det vedtaget at lukke strækningen Faarup-Viborg, ag kart tid efter fulgte Mariager-Faarup. Den 29. maj 1965 indstilledes persontrafikken Faarup- Viborg på grund af personalemangel. Godstrafikken blev opretholdt med et dagligt godstog + særtog. Den 31. marts 1966 indstilledes hele driften. Herefter fulgte så likvidationsudvalgets realisering af aktiverne.

Af det rullende materiel blev M 5 solgt til Stålvalseværket og M 4 til RHJ som M 42. Her kørte den efter oppudsning kun et års tid, idet den sprængte en cylinder i februar ag derfor nu er dømt til ophugning. M 3 blev købt af et ophugningsfirma og anvendt ved optagningen af sporet mellem Faarup og Viborg. Derefter blev den kørt til Odder far at udføre samme arbejde på HOJ, men her strejkede den efter ankomsten, og også den er nu dømt til ophugning. Nordjydske afdelings aktion for at købe M 3 måtte opgives, da der blev forlangt for meget for den. Af skinnebusserne blev Sm 12 solgt til HHJ (Sm 2), Sm 11 til AHB (Sm 16) ag Sp 12 til FFJ (Sp 14). Traktoren og to lukkede godsvogne gik til Mariager kommune, en åben godsvogn Pd 305 til DJK, der anvender den til kuldepot, en sprøjtevogn til RHJ og resten af materiellet blev ophugget.

Om alt var gået, som det plejer, var der så kun tilbage at sætte punktum.

I dette tilfælde gik det dag anderledes. Blandt køberne til boet var også Mariager kommune, der for 300.000 kr. købte sparet fra Mariager til Faarup ag stationen i Mariager + sam nævnt traktoren og to godsvogne. Der blev skrevet kontrakt med DSB am kørslen, ag dermed var skabt det herhjemme helt usædvanlige begreb: En kommunal godsbane.

Baggrunden var den i den før omtalte artikel nævnte stærke stigning i gods transporterne på strækningen Mariager-Faarup og det forhold, at Mariager med banens lukning ville miste store virksomheder, der var afhængige af banen. I en tid, hvor en bys udvikling er betinget af industrialisering, turde kommunen ikke risikere dette, og banen blev derfor købt. Allerede på grundlag af det første driftsår 1/4 1966 til 31/3 1967 kan det siges, at eksperimentet lykkedes. Trods "papirposteringerne" afskrivning og forrentning og trods det, at halvdelen af det første års indtægt måtte bruges til nødvendig vedligeholdelse og reparation af sporet, blev underskuddet kun 14.000 kr.

Kommunens kontrakt med DSB indeholdt aftale om et godstog hveranden dag eller efter behov for 318 (pristalsregulerede) kroner pr. tog; endvidere at DSB skulle varetage vedligeholdelse og reparation af sporet for kommunens regning.

Af regnskabet fremgår, at der er transporteret 28650 t (1467 vognladninger) skærver, 12940 t (555 vgl.) bitumen, 5318 t (277 vgl.) kul + 2430 t (277 vgl.) diverse med en samlet indtægt på 200.000 kr. Om kultransporterne er at sige, at disse forsvinder i løbet af foråret 1968 på grund af nedlæggelse af kullageret, men at der til gengæld forventes en stigning i bitumentransporterne.

På udgiftssiden tegner vedligeholdelsen sig for langt det største beløb: 107.000 kr. DSB har for kørslen fået 63.000 kr., og forrentning og afskrivning er beregnet til 33.000 kr.; samlet udgift 214.000 kr.

I Mariager er stationsbygningen blevet ombygget til et hårdt tiltrængt kommunekontor, ligesom der i pakhus bygningen er indrettet rute- og fragtbilcentral. Endvidere blev remise- og værkstedsbygningerne solgt solgt, hvad der medførte, at spor 1 måtte tages op.

Alt i alt må det siges, at eksperimentet med en kommunal godsbane har fået en god start, og at der er god grund til at tro, at banen fortsat vil være et godt aktiv for Mariager.