|
1968-7-8 af E. L. Parbøl
Når kongen rejste gennem landet i svundne tider, foregik dette med disse tiders kommunikationsmidler, hest eller hestetrukken vogn. Efter at den ny opfindelse, jernbanen, kom ind i billedet i sidste halvdel af 1800-tallet, opstod naturligt nok spørgsmålet om, hvorledes majestæten og hans følge kunne befordre s standsmæssigt med denne nye befordring. Dette kunne naturligvis kun ske i en særlig dertil bestemt vogn, en kongelig salonvogn. Medens man ikke på museer kan finde heste (naturligt nok) eller rejsevogne, der har været benyttet af vore regerende fyrster, er det modsatte heldigvis tilfældet med nogle af jernbanens kongevogne. Jernbanemuseet er således den lykkelige ejer af to af disse køretøjer, hvorom der her skal berettes. De første danske jernbaner var ejet og ledet af private selskaber, således: Christian den Ottendes Nord-Østersøjernbane 1844-1864, Det sjællandske Jernbaneselskab 1847-1880, Frederik den Syvendes Jernbane i Slesvig 1854-1864 og Det jydsk-fyenske Jernbane Driftsselskab 1862-1867. I 1880 blev de sjællandske jernbaner overtaget af staten og sammensluttet med de jysk-fynske statsbaner til begrebet De danske Statsbaner. Hvad den førstnævnte bane fra Altona til Kiel angår, da ved vi om kongevogne blot, at banen ejede en salonvogn, der især var beregnet til fyrstelige rejser, men det menes, at den danske konge ikke har haft lejlighed til at benytte den. Hvad bane nr. 2 angår, da har der været en personvogn nr. 27, der benyttede s af kongen, blandt andet, da Roskilde-Korsørbanen blev åbnet og indviet den 26. april 1856. Da vognen i 1859 skulle gennemgå en nødvendig ombygning, nævnes det, at kongekupeens vægge og loft var drapere t med gråt silkedamask, medens møblerne var betrukket med samme art stof, men i blåt. Endvidere må der have været et toiletrum i forbindelse med kongesalonen, eftersom der ved ombygningen blev benyttet "en Servante, et Kloset, 2 Lanterner og en Del Plyds fra den nuværende Retirade". Denne for et beløb af 1850 rigsdaler ombyggede nye vogn blev senere som kongevogn anvendt ved den sjællandske nordbanes indvielse den 8. juni 1864. Dens egenskab af kongevogn ophørte i 1871, da der anskaffedes en ny og efter tidens forhold meget elegant vogn. "Kongevognen fra 1871" blev leveret af Lauensteins vognfabrik i Hamborg og gjorde tjeneste indtil 1900, og den er den ene af de indtil nu bevarede kongevogne. Som sådan har den kørt over hele landet ved kongens rejser rundt i riget. Og ikke mindst i de berømte Fredensborg-dage blev den stærkt benyttet af de kongelige herskaber. Kong Christian den Niende og dronning Louise havde jo ofte besøg af kronede hoveder fra hele Europa, og dette bevises bl. a. ved en af vognen udtaget vinduesrude, der nu befinder sig i Rosenborgsamlingen. I denne rude har nemlig de fleste af de på denne tid verdens mægtige og adskillige af deres familiemedlemmer indridset deres navne ved hjælp af en diamantring. Her finder man autografer fra kongerne af Danmark, Norge, England og Grækenland, kejseren af Rusland og mange flere. Men historien om denne rude er ikke fuldstændig uden en lille tilføjelse om et borgerligt navn, som en kort stund var anbragt iblandt dem. Der var på statsbanernes værksted i København en glarmester, der bl. a. skulle holde ruderne i salonvognene blanke. Hans navn er ikke gået over i historien, men vi kan kalde ham Olsen. En skønne dag fik han en voldsom trang til at se sit gode navn i fornemt selskab, og med sin glarmesterdiamant skrev han OLSEN mellem de øvrige navne. Da det blev opdaget, blev der naturligvis stor opstandelse. Ruden blev omgående pillet ud, og hos en glassliber blev OLSEN fjernet. For den rigtige Olsen stod barometeret på mere end storm, ja nærmest på jordskælv; men da sagen skulle afgøres, og dommerne blev spurgt, så smilede de. De forstod, at Olsen havde haft en glad dag, og det gode minde om den ville de alligevel ikke berøve ham. Den her omtalte konge vogn var treakslet og inddelt i to større rum, hvor de dybt polstrede mahognimøbler i den ene afdeling var betrukket med mørkegrønt silke stof og i den anden ende med orangegult. I 1881 ændrede man dog betrækket til henholdsvis grønt og rødt. På væggene hang lampetter med olielamper, senere monteret til elektrisk lys. V æggene var ligeledes beklædt med gyldenlæders tapet. På grund af den snævre plads var de smukt lakerede borde af klapbordstypen. Udvendig på vognsiden var ophængt et rigsvåben i støbt metal, oprindelig forgyldt, men senere malet i våbnets rigtige .farver. Og selvfølgelig. var ..vognen yderligere forsynet med to toilet rum med porcelænsvaskestel. Opvarmningen foregik i begyndelsen ved hjælp af en kakkelovn. Senere gik man over til dampopvarmning. Da vognen havde endeperroner, var det indre rumfang ikke så stort, som man skulle have antaget. Men imidlertid var vognen blevet for gammel og for ubekvem. Derfor blev den år 1900 afløst af en anden af en mere moderne og hensigtsmæssig model.
Den nye vogn, konstrueret som en fireakslet bogievogn, blev bygget af Scandia i Randers og var selvfølgelig betydelig større end den hidtidige kongevogn, nemlig i en længde af 19 meter mod den gamles 12_ m. Vognens vægt blev også forøget til 38 tons mod de hidtidige 18 tons. Denne nye vogn var i den ene ende forsynet med to saloner og i den anden med to kupeer, der om nødvendigt kunne omdannes til soverum. Den indvendige opbygning af denne mere rummelige vogn, som også i dag findes indlemmet i Jernbanemuseet, er meget smukt og gedigent håndværk. Kostbare træsorter med intarsiaarbejder, indlæg af forgyldte rigsvåben m. m., polstrede sofaer og stole, gulvtæpper og elektrisk belysning. Der er endog plads til en seng, specielt fremstillet i denne anledning. I årenes løb blev der dog foretaget enkelte forandringer efter tidens krav og kongehusets ønsker. Udvendig var den let kendelig, idet vognen var malet i de oldenborgske farver. Den øverste halvdel under ryttertaget ned til vinduernes underkant var gulmalet og den resterende del i statsbanernes sædvanlige rødbrune farve forsynet med gule stafferinger. Denne salonvogn blev benyttet ved utallige af kongehusets rejser både i ind- og udland, og den h_ således befordret kongerne Christian IX, Frederik VIII og Christian X. I 1937 - under den sidstnævnte regent - udskiftedes vognen med en ny - den nuværende kongevogn. Denne vogns indre er efter vor tids smag aldeles fri for "løvefødder og gesvejsninger". Alt er enkelt og hensigtsmæssigt, bekvemt for passagererne, men uden pomp og pragt. Udvendig ligner den enhver anden dansk jernbanevogn, men når den er på officielle rejser, forsynes den på hver vognside med et skjold med det danske rigsvåben. Før Islands løsrivelse i 1944 var vognen på hver side forsynet med både det danske og det islandske rigsvåben, idet kongen dengang også var konge af Island. Salonvognen, der ligesom den forrige kongevogn er bygget af Scandia i Randers, har et indre bestående af en salon 4½ meter lang samt sovekupeer for kongen og dronningen og fire halvkupeer for følget. Den 23½ meter lange vogn var i en årrække - indtil B-vognenes fremkomst i 1964 - den længste vogn i statsbanernes vognpark.
Efter denne omtale af kongevogne helt op til nutiden kan det sikkert være på sin plads at fortælle om en kongelig salonvogn, som desværre kun delvis er bevaret, nemlig Frederik den Syvendes. Denne salonvogn fik kongen som gave i 1854 ved indvielsen af "King Frederik VII. South Schleswig Railway", som banens officielle navn var. Denne banes strækninger løb fra Flensborg ned til Rendsborg og derfra til Tønning via Husum. Banen blev bygget af det engelske entreprenørfirma "Peto, Brasseyand Betts", som gerne ville yderligere ind på det danske marked. Der herskede en sand jernbanerus i det daværende Europa, og det var derfor af interesse for det nævnte firma at kunne gøre sig gældende i konkurrencen. Firmaet fik da også senere lejlighed til at bygge jernbaner i det nordlige Jylland. Sikkert som et taktisk led i disse firmaets bestræbelser viste det den gestus eller generøsitet at forære kongen en salonvogn til hans personlige ejendom og brug. Denne kongevogn var efter datidens forhold overordentlig pragtfuld, hvad den selvfølgelig burde være både som gave til en majestæt og som gave fra et så anset og anerkendt foretagende som "Peto, Brasseyand Betts". Vognen var treakslet, og hjulene havde som en ejendommelighed eger og fælge af hårdt træ. Man mente derved at kunne fremkalde en blødere gang. i vognens løb på skinnerne. En af disse aksler med tilhørende hjul er endnu bevaret. Den udvendige dekoration af vognkassen var meget smukt udført. Som andre af banens vogne var den brunmalet, men op langs døre og vinduer var der malet grønne plantebladsøjler, der foroven under taget samledes i guirlander. De omtalte bladsøjler blev båret af et antal skønne karyatider anbragt i højde med vinduernes underkant; det var helt nøgne kvindebuster, alle forskellige, både lyse og mørke. Nagle år senere i Christian den Niendes tid blev de alle overmalede, da de ikke rigtig passede dronning Louise. De var lidt for dristige efter hendes victorianske tankegang. I stedet for de smukke damer blev der derefter anbragt nogle malede dannebrog-skjolde. M vognens udvendige udsmykning kan yderligere nævnes, at lister og vinduesfyldinger alle var forsynede med forgyldte stafferinger. Det hele afsluttedes med en stor forgyldt kongekrone og danske flag udført i træ og anbragt på taget midt på hver vognside. Vognens indre dekoration var ikke mindre pragtfuld. Loftet var betrukket med hvidt silketøj, ligesom vægge og møbler var beklædt med blåt silkestof. Møblerne fik dog senere det blå udskiftet med rødt stof. Alle vognens tre rum var adskilt med vægge af spejlglasruder og træ. Det midterste rum var en større salon, hvori var anbragt sofa, lænestole, borde, samt et smukt spejl. I vognens ene ende var en kupe beregnet til rygerum, idet det siges, at grevinde Danner ikke holdt af tobaksrøg i den store salon. På den modsatte side af dette rum var en kupe forsynet med et polstret tørkloset, det første i en dansk jernbanevogn. I bunden af den smukt dekorerede porcelænskumme, hvorpå man ser damer og herrer spadsere rundt i en park, var lagt tørvestrøelse; dengang kendte man ja ikke til "træk og slip". Endvidere var der et møbel, der både kunne tjene som skrivebord og som ved et greb kunne ændres til vaskebord med indlagt vand og afløb far dette; også opsigtsvækkende dengang. I servantens nederste rum fandtes en af de berømte natpotter, hvor der i bunden var billeder af hertugen af Augustenborg og prinsen af Nør samt den bekendte indskrift: "I To! Forrædere ere tilvisse, derfor o.s.v.". Møblerne var i øvrigt rigt forgyldt, og bordpladerne af smukt poleret træ. I loftet var der store olielamper. Denne vogn, tegnet af den da kendte engelske kunstner Alfred Stevens, var altså et efter tidens forhold pragtfuldt indrettet og udsmykket køretøj. Det var derfor med star begejstring, at den under krigen i 1864 blev taget som krigsbytte af prøjserne i Flensborg og derfra ført til Berlin. Ved den danske hærs tilbagetog nordpå kunne vognen ikke medføres, da der på dette tidspunkt i Nørrejylland ikke var anlagt jernbaner, som havde forbindelse med den sydlige krigsskueplads. Kongevognen blev dog senere tilbageleveret af tyskerne, da den var privat ejendom tilhørende kongen af Danmark. Den kørte derefter en del år som kongevogn i Jylland, men blev på et senere tidspunkt omdannet til almindelig salonvogn og blev ved den daværende jernbanestyrelses uforstand solgt til en privat mand, der agtede at anvende den som sommerhus. Og som sådan blev den, d.v.s. vognkassen, med sit indhold af møbler transporteret til Hurup og nedstøbt i cement far at tjene som havehus far en derboende købmand. Og her henstod vogn en i mange år, og det gør den antagelig endnu. Da Jernbanemuseet far ca. 20 år siden blev opmærksom på sagen, var det for sent at få vognen tilbage. Den var dels ituskåret og dels ombygget, således at den aldrig kunne blive som før. Men møblerne, de fleste af dem da, fandt man henstående på et loft og ret intakte. De blev derefter far en ringe sum tilbagekøbt og kan nu ses i Jernbanemuseet på loftet i Sølvgadens Kaserne i København. Dog savner man stadig den noksom omtalte kammerpotte. Endnu en kongelig salonvogn kendes, nemlig den, der blev benyttet på Fyn, og som deltog i indvielsen af Dronning Louises Jernbane, Nyborg-Middelfart, den 8. september 1865. Om den ved man kun, at den ikke så af te blev benyttet til kongelige rejser, men at den i hvert fald efter Storebæltsoverfartens åbning i 1883 blev degraderet til almindelig salonvogn i Jylland-Fyn. Vognen var bygget af Randers Jernbanevognfabrik i året 1862. Alle de her omtalte jernbanevogne har hver især mere eller mindre gennemløbet de fleste af Danmarks jernbanestrækninger og har på deres vis været med til at bringe kongehus og folk i forbindelse med hinanden i såvel glædelige som mindre glædelige anliggender. De har med deres gennem tiderne ændrede udseende og udstyr været med til at danne et billede af dansk jernbanevæsen og dansk kultur. |
