1969-6

Af Ole J. Koch

Søndag morgen, kl. er 5.30! Solens første stråler piner sig vej gennem en sprække ved rullegardinet, og uden for høres i den stille morgenstund fuglenes kvidder.

Pludselig, en øresønderrivende larm! ! ! Et vækkeur hopper og danser, en arm langes ud fra sengen og BANG! ! ! En fyrbøder strækker sig, vrider lidt med tæerne, og svinger så efter grundig overvejelse benene ud over sengekanten.

Sådan begynder mangen en morgen, hvor Dansk Jernbane-Klub i løbet af dagen skal fremføre damptog på Maribo-Bandholm strækningen.

Fyrbøderen, der nu har fået tænderne børstet og de mest strittende hårtotter lagt ned til hovedet igen, begiver sig ind til dagens lokomotivfører, for at se om også denne er kommet op. Selvfølgelig ligger han der endnu med munden i vejret og smiler saligt. Men der gøres kort proces! ! ! "Ud af kanen".

Snart er begge krøbet i arbejdstøjet, og der nydes en sodavand i stilhed, for morgenkaffe tør man slet ikke tænke på endnu.

Stadig let søvndrukne begiver de to sig ud i remisen, og kigger med missende øjne på lokomotivet. Uden yderligere bemærkninger går man igang med at hugge brænde, og dette lægges tilrette i døren til førerhuset.

Når det er kontrolleret, om der er vand på kedlen, håndbremsen er spændt m. v., åbnes fyrlågen, og i det sorte hul bygges nu et bål op af det brænde, der ligger i døren. En tot tvist godt vædet med solarolie lægges på fyrskovlen, og der sættes en tændstik til. Det fænger hurtigt, og smides så ind i fyret oven på brændet.

Snart høres en knitrende lyd fra brændet, og en søvnig sort røg baner sig vej fra skorstenen til aftrækket. Noget slipper dog uden om, og lægger sig som en tåge oppe under remiseloftet.

Med en fedtet klud tørrer man sine fingre og studerer værket, og går så i gang med at tørre maskinen af.

Der skal til stadighed ses til fyret. Fyrlågen åbnes igen, og røgen vælter ud i førehuset. Med tårer i øjnene og en ubeskrivelig hoste, fyres der nu kul på. Mere røg, flere tårer! ! ! Men oven i dette tuderi, mærkes følelsen af, at det gamle "bæst" til lokomotiver ved at live op. "Hun" begynder at snurre og hvæse efter bedste evne.

De mest morgenfriske af togpersonalet viser sig nu. Et søvnigt: "God morgen" besvares hurtigt med: "Tror du, at det er et hvilehjem, du er kommet på?"

Ved brug af de bedste overtalelsesevner får man omsider lokket en til at gå til bageren efter rundstykker og wienerbrød.

"Er "hun" gået hjemmefra?" spørger man. Ja, viseren på manometret har lige sluppet sit anlæg.

Så er det tid til morgenkaffen, og under måltidet taler man om, hvilke vogne der skal med, om der kommer nogen rejsende, og om vejret nu også holder.

Efter en halv times tid føler man igen trang til at gå ud og fortsætte med klargøringen. Gangtøjet bliver fedtet af, og fyrbøderen går i gang med opsmøringen, mens føreren render rundt og slår på lokomotivet med en hammer. Jo, det ser teknisk ud!!!

"Er I klar til at køre ud," spørger rangerlederen. "Ja." Der fløjtes eller rettere, de omkringstående får et brusebad, og det bliver kun til en gurglende lyd, for der er vand i fløjten. Der åbnes for regulatoren, og maskinen ruller nu ud i dagens lys.

Efter oprangeringen af toget køres der til perron. De første rejsende viser sig, og klokken 10.20 fløjter togføreren afgang.

Dagen er begyndt!