|
1969-7-8
Den 2. november 1969, Maribo-Bandholmbanens 100-års jubilæumsdag, vil sikkert komme til at stå tydeligt i erindringen hos de mange ydende og nydende deltagere som i forening medvirkede til at give den historiske dag en festlig kulør, hvilket Vorherre dog også gjorde på sin egen facon: Han har været klar over, at knastørt vejr kunne få de tvende lokomotivers sprudlende gnister til at fænge i skoven. Det undgik vi heldigvis med den friske silende regn allerede fra morgenstunden og hele aftenen med. Fordelen var, at "trætte tjenestemandsben" slap for - efter sidste togs kørsel - at skulle fremføre skinne cyklen som brandpatruljekøretøj! Hvis vi tænker tilbage til dagene før "dagen", så var der virkelig højtryk på - og måske fik den menneskelige "sikkerhedsventil" et par kraftige udbrud i kapløbet om at få alt færdigt til tiden - men arbejdsindsatsen var rosværdig. Ved skrivebordet foregik detailleret planlægning, og i remisen fik vogne og lokomotiver en elegant make up, inden de skulle på scenen. Om lørdagen kørte arbejdstog til Bandholm station medbringende "varmestue", der blev afkoblet og henstillet til søndagens store stationspersonale, hvorefter en medfølgende ihærdig oprydningskolonne gik i gang med at flytte murbrokker og adskillige tons skrot, som gavmildt var drysset ud mellem sporene. Ved hjælp af skovle, trillebøre, løftestænger, og svulmende muskler lykkedes det til sidst at få skabt et nydeligt stationsterræn. Dog - den bogie som stod i en skæv vinkel - udenfor sporet - var ikke til at rokke. Måske ophuggeren har "glemt" den. Med ømme muskler hvilende på let buede træsæder gik turen hjem til remisen i Maribo. Her var liv. Der blev kælet for damplokomotiv "nummer 19". Det føltes, som befandt man sig i damp tidens glansperiode med lokomotivets sære hvislende lyde og små damp skyer drivende mellem kraftige hjulegre, mens fyrbøder og lok fører i kedeldragter som sorte artister klatrede rundt på lokomotivet fulgt af lokomotivmesterens årvågne blik og en del beundrende tilskuere - hvoraf flere damer, en af dem hviskede - og det var vist klogt: "Jamen lokomotivet ser jo forfærdeligt ud, der er slet ingen maling på kedlen". Meget stiltiende gav man hende ret! Så oprandt da selve "Dagen" søndag den 2. november. En mangesidet tjenestekøreplan - flagdekoreret på forsiden - og sluttende med grafisk køreplan, med et indhold, der beskrev dagen minut for minut, virkede hensigtsmæssig, for med den ved hånden var alle tjenstgørende orienteret på betryggende måde. I god tid søndag morgen afgik "nummer 19" trækkende syv vogne mod Nykøbing Falster, og den "hviskende dame" var vist imponeret - og det var vi andre osse - for nu skinnede lokomotivet af frisk sort maling, mens hjulene nynnede fartens glade melodi over regnvåde skinner til akkompagnement af damptogs-uvante køers brølen under hastig flugt fra banelinien. Fra perronen i Nykøbing Fl. strømmede de mange fest deltagere ombord i lune regntætte vogne, hvor intet synes sparet for at gøre rejsen så behagelig som muligt - og hvor var han energisk: Gas- og kakkelovnspasseren! Det grønne afgangssignal lyste - fløjtede skingrede' - og snart efter gungrede togstammen over Guldborgsundbroen og videre efter et lille ophold ved Grænge station ud mellem efterårets tunge marker med en pause i Sakskøbing. Og så den sidste bid vej til Maribo, med den store dampmængde fra lokomotivet liggende som et hvidt bølgende slør hen over togstammen. På Maribo station myldrede det med mennesker nærmest som en sommerdag med forventningsfulde rejsende i godt humør, og ikke mindst personalets spændende figurer virkede opmuntrende: Rangerlederen iført lang kappe viftede med armene og brugte fløjten, togbetjente i stiveste puds pilede afsted, pakmesteren med grønt bånd om huen tog sig af rejsegods, kufferter og levende høns (der blev endda lagt æg undervejs), togførere med slips eller butterfly gjorde stramt honnør for trafikinspektøren, så de gæster, der oplevede dette farverige jernbanebillede, må have fået et glimrende indtryk af gamle dages rejseliv. Hæderkronede dampveteran "Kjøge" var foran smykket med 100-års jubilæumstegn omkranset af gran og rød-hvide guirlander parat til at trække det lille tre-vognstog med indbudte højtidsgæster i, blandt andet den berømte "havdigevogn", der efter genopfriskningens foryngende kur er genopstået i køreklar stand som minde fra banens barndom. Med denne præsentable ekvipage - og de røde plydssæder fyldt til sidste plads - rullede "Kjøge" ud ad 1 mils skinnevejen fra Maribo til Bandholm under ledsagelse af storm og regn. Videre gennem skoven der viste sig i gyldenbrun efterårsdragt, til lyd m af hurtige skud fra jægernes bøsser mellem hundeglam og dryppende træer. En rejsende mente, det var "æbleskud", for adskillige af en nærliggende frugtplantages, rødfristende æbler lå på jorden i en, enkelt om hver enkelt træ! Nu nærmede den officielle jubilæumsfrokost sig det var ikke æble grød - men festligt bord "med forrskelligt godt" - på Bandholm Hotel. Og næsten før toget holdt stille på Bandholm havn, var der kapgang til bordets glæder. Stilheden i de følgende timer blev dog af og til afbrudt af gjaldende hurraråb. Ved skumringstid drog festselskabet igen til havnestationen og bænkede sig i hyggelige lampetændte vogne for i museumtogets afslappende fortidsatmosfære at blive kørt tilbage til Maribo- og nutiden! Selvom jubilæumsdagen var meget våd – hele tiden - generede regnen os så i grunden nævneværdigt? - nej, egentlig ikke, for der var mange og kære pligter at udføre, og hvor var man træt bagefter! Men også for os tjenstgørende var arrangeret en hyggestund. Ved et veldækket bord på restaurant "Lysemosen" - med lækre retter og mellem blomster og levende lys - holdtes en festlig jubilæumsafslutning. Her slappede vi af med god samvittighed, da en historisk og begivenhedsrig dag var godt afviklet. Lidt flere fakta om jubilæumsdagen Det nydelige Y-tog vakte - som ved tidligere lejligheder - megen opmærksomhed på København H. - og undervejs til Nykøbing Fl. - og så kørte ,det som en drøm. Ved ankomsten befordrede toget i alt 125 rejsende - og yderligere et halvt hundrede mødte op til "veterantoget", der fremførtes af "nr. 19". "Stationsforstander" Povl Yhman havde landets første og hidtil eneste "levende fremskudte signal" anbragt foran Bandholm station - tre våde, forkomne medlemmer, der rapporterede – pr. en for tilfældet anbragt telefonlinie - at togene nærmede sig. Lidt over hundrede gæster og medlemmer fejrede MBJ lunt og hyggeligt inden døre - i det smukt restaurerede "Bandholm Hotel". Talernes antal var legio: Formanden, Birger Wilcke bød velkommen Stifts amtmand P. H. Lundsteen overbragte Lollandsbanens lykønskning til det 100-årige fødselsdagsbarn - og afleverede LJ's gave: Den nyrestaurerede godsvogn fra 1874 - LJ Le 195 - Greve Adam W. Knuth mindedes de mænd, der havde taget initiativet til anlægget af MBJ - og takkede foreningen for "det friske pust", der var tilført Lollands turisme, takket være "Museumstoget" - Direktør S. D. Brandt takkede bl. a. foreninger. for den værdige måde, man bevarede materiellet på - til glæde for eftertiden - og sluttede af med at forære DJK en bogiepersonvogn: LJ CA 16 - Borgmester Werner Larsen havde foruden varme borgmesterord - en check med fra Maribo kommune ,,og derefter fulgte hilsenerne og lykønskninger fra: Direktør E. Hjortkjær, redaktør Verner Hansen, trafikkontrollør H. O. Jensen, ingeniør Stig Thoke-Jensen, byretsdommer Jul. Paulsen og direktør Erik Johansen. På foreningens vegne takkede P. Thomassen og E. B. Jonsen. Telegramhilsener var der fra: Generaldirektør P. E. N. Skov, museumsforstander W. E. DanckerJensen, Jernbanemuseet og Helsingør Jernbaneklub - og sidst men ikke mindst fra fhv, driftsbestyrer K. Knudsen, VVGJ - og den lød sådan: Hestebanen blev aldrig. udført,
|
